Coronasmitte i botilbud for handicappede

Otte medarbejdere på fire bofællesskaber for borgere med handicap er smittet med Covid-19 siden onsdag 2. december. Én beboer er smittet på et femte bosted. Aktivitetscenter Randers er lukket til og med onsdag.

Der er tale om otte medarbejdere ud af i alt 32, og det drejer sig om smitte på Botilbud Skelvangsvej, Niels Brocks Gade Rebslagervej og Botilbud Grenaavej. Alle ansatte er ved at blive testet, og nære kontakter til de smittede er i isolation. Beboerne testes og bliver opfordret til at opholde sig mest muligt i deres lejligheder, samt blive hjemme fra dagtilbud eller arbejde indtil der foreligger et negativt testsvar.

Samtidig er der et tilfælde af smitte blandt beboerne på botilbuddet Neptunvej, som også er tilknyttet dagtilbuddet i Aktivitetscenter Randers. Alle medarbejdere og beboere på Neptunvej og borgere tilknyttet Aktivitetscenter Randers er ved at blive testet. Aktivitetscenter Randers er derfor lukket til og med onsdag, hvorefter borgere med negative tests igen kan komme i centret.

”Vi har talt med vores beboere i botilbuddene om situationen og har haft kontakt med deres pårørende på mail og telefon. Vi evaluerer situationen løbende, og vi er ved at organisere tests af alle beboere og medarbejdere på de berørte tilbud med henblik på smitteopsporing og isolation af eventuelt smittede,” forklarer Carsten Wulff Hansen, chef for Socialområdet i Randers Kommune.

Der er ikke ændret på besøgsrestriktionerne på botilbuddene, som kan ses for hver af de enkelte tilbud her.

Socialforvaltningen opfordrer fortsat til, at alle besøg aftales med det enkelte bosted, at pårørende ikke kommer på besøg med symptomer på Covid-19 og at retningslinjerne om afstand og hygiejne overholdes.

”Vi er forsigtige og vurderer løbende situationen. Vi håber, at den nuværende indsats med tests og isolation kan være med til at sikre en mere normal hverdag snarest muligt,” siger Carsten Wulff Hansen.