Danmarks udsendte blev hædret for deres indsats

Torsdag den 5. september 2019 marcherede veteraner fra Randers Havn til Rådhustorvet, hvor de deltog i årets flagdag for Danmarks udsendte. Det er 10. gang, at veteraner i hele landet bliver anerkendt for deres indsats.

Veterandagen er i anerkendelse af alle veteraner i Danmark, som har været ude i et af verdens brændpunkter for at gøre en forskel. Det gælder lige fra sygeplejersker til soldater, hjemmeværn til læger og hundeførere.

Marchen på Flagdagen startede ved Mindestenen for Danmarks veteraner på Randers Havn, hvor Blæseorkestret Søndermarken spillede, mens der var fanekommando ved Hjemmeværnskompagni Hvidsten. Her blev der også lagt bårebuketter ved Mindestenen og holdt tale. Herefter gik marchen mod på Rådhustorvet i Randers. På Rådhustorvet spillede Politiorkestret, Torben Hansen holdte tale, og der blev afholdt et minuts stilhed for de udsendte, der ikke vendte hjem. 

"Danmarks udsendte fortjener at blive fejret for deres store indsats ude i verden. Det er gennem deres udsendelser til kriser, konflikter, krige og katastrofer, at de gør en stor forskel for de tusindvis af mennesker, der lever under vanskelige forhold. Samtidig er det dagen, hvor vi også har et særligt blik for familien, som blev hjemme og ikke mindst børn, der må undvære en udsendt mor eller far," sagde borgmester Torben Hansen.

Derfor blev der uddelt særlige børnemedaljer på flagdagen i anerkendelse af, hvor svært det er at undvære sin mor eller far, som er ude i et brændpunkt.

Efterfølgende bød borgmesteren på en forfriskning i Rådhuset. Dernæst var der faneborg og dernæst afmarch til Sct. Mortens Kirke, hvor der blev afholdt æres- og mindehøjtidelighed. Dagen sluttede i Veteran Caféen med en pølse, sodavand og kaffe støttet af Randers FC.