Dansehold på Vorup plejehjem er reddet

25 danseglade ældre på Vorup plejehjem får en danseinstruktør, og Seniordans Randers får 25 nye medlemmer. Det er resultatet af nyt samarbejde mellem Seniordans Randers, Bevæg Dig For Livet og frivilligkoordinatorerne på ældreområdet.

Maja Davidsen og Vibeke Vestergård har, på vegne af foreningen Seniordans Randers, sagt ja til at overtage et stort dansehold på Vorup Plejehjem.

Forventningens glæde summer blandt de danseglade ældre i Vorup. Seniordans Randers har nemlig takket ja til at videreføre et stort dansehold på Vorup Plejehjem. Holdet starter, så snart det er muligt ifølge de nationale retningslinjer for corona.

”Vi rigtig stolte af at kunne byde Seniordans Randers velkommen på plejehjemmet. Vi har oplevet foreningen som meget professionel og imødekommende, så vi glæder os til samarbejdet. Jeg ved, at der mange ældre der også ser meget frem til at møde instruktøren og prøve de nye danse,” siger Vibeke Ullits Rygaard, frivilligguide på Vorup Plejehjem.

I forbindelse med en omorganisering af ældreområdet blev seniordans flyttet ud af Vorup Plejehjem, men med hjælp fra Maja Davidsen og Vibeke Vestergård fra foreningen Seniordans, kan der nu danses videre på det lokale plejehjem.

Mange nye medlemmer

Maja Davidsen er formand for Seniordans, og hun glæder sig over det nye samarbejde med Vorup Plejehjem.

”Vi er en forholdsvis ny forening med kun fire sæsoner bag os, så for os er det helt fantastisk at gå fra 75 medlemmer til næsten 100. Vi glæder os til at se, hvad samarbejdet kan føre til, og vi er meget tilfredse med de aftaler, der er lavet med Randers Kommune,” siger Maja Davidsen.

Samarbejdet er etableret med hjælp fra Bevæg Dig For Livet og frivilligkoordinatorerne på ældreområdet. Nu venter alle parter spændt på, at en ændring i corona-situationen gør det muligt at starte, så en masse glade ældre kan komme på dansegulvet til en svingom.