Den 5. maj, 75-årsdagen for befrielsen lægges kranse

Festligt lys på bygninger, og lys i vinduerne. Sådan fejrede vi 4. maj. 5. maj lægger vi kranse til minde om frihedskæmpere og modstandsfolk under 2. Verdenskrig

Lys i vinduet var en reaktion på befrielsen i 1945 og blev siden en tradition

Kransenedlæggelser

Danmark blev officielt befriet den 5. maj 1945 kl. 08.00. I løbet af besættelsen kæmpede modstandsbevægelsen stadig mere ihærdigt mod værnemagten.

"Også i Randers Kommune valgte mange at deltage i modstandsbevægelsen. I dyb taknemmelighed og i respekt for dem, der betalte med deres liv, og i respekt for deres pårørende lægger vi den 5. maj kranse og mindes vores modstandsfolk. Vi siger tak endnu engang," fortæller Torben Hansen.

Normalt ville mindehøjtidelighederne være åbne for alle, men på grund af forsamlingsforbuddet er det desværre ikke muligt. Alle er i stedet velkomne til at gå forbi efter den 5. maj. Ved kransenedlæggelserne vil Torben Hansen på vegne af Randers Kommune lægge en krans med rød-hvidt-blåt bånd hvor der står "5. maj" og "Randers Kommune". Herefter spiller trompetisten Thomas Ingemann, og sanger Kasper Laursen synger ved hvert sted.

Se mere om stederne for kransenedlæggelse.

Kransenedlæggelserne foregår på følgende steder:

  • Hobrovejens skole – en indsats i væg i skolegården med seks navne på tidligere elever, der faldt i kampen.
  • Randers Statsskole, mindetavle i indergården med seksten navne på elever plus en lærer, som alle mistede livet i modstandskampen.
  • Nordre Kirkegård, mindelunden som er var et særligt sted for begravelser af lokale ofre for modstandskampen.
  • Skovbakken frihedsmonumentet, som blev afsløret 5. maj 1949 og er skænket af byen som mindesmærke for de faldne i frihedskampen.
  • Østre Kirkegård – to frihedskæmpergrave.
  • Havneområdet, mindeankeret, som blev afsløret på 25 års dagen for besættelsesmagtens overfald på det danske forsvar den 29. august 1943.
  • Hvidsten, mindelunden hvor medlemmerne af Hvidstengruppen er bisat.

Randers Marineforening og Randers Havn deltager ved mindeankeret, "Hjemmeværnskompagni Hvidsten" deltager på de to kirkegårde og Skovbakken, og på de to skoler deltager repræsentanter fra ledelse/bestyrelse.

Den 4. maj og 75-året for Danmarks befrielse skulle have været en aften med alsang på Skovbakken i Randers og sideløbende perlerækker af arrangementer i de omkringliggende byer. Det blev på grund af forsamlingsforbuddet ændret til en 4. maj med smukt lys på ikoniske bygninger i Randers og opfordring til at sætte lys i vinduerne. 

Lys på bygninger

Fem ikoniske bygninger i Randers fik 4. maj 2020 om aftenen og frem til 5. maj 2020 om morgenen en smuk belysning i rød-hvid for Dannebrog og blå for Royal Air Force-baretterne, der som en del af de allierede styrker befriede Danmark. De fem bygninger er Randers Regnskov, Sparekassen Kronjylland på Tronholmen, Verdos skorsten på Randers Havn, Hotel Randers og Memphis Mansion.

Lys i vinduer

Da danskerne kl. 20.36 den 4. maj 1945 hørte frihedsbudskabet over radioen fra BBC i London, stormede folk ud i gaderne efter fem mørke år. Over hele landet tændte man levende lys og satte dem i vinduerne. En spontan reaktion der siden har været en tradition, og den opfordres folk til at fortsætte – medmindre de er ude at gå tur for at se at andre sætter lys.