Det gode måltid er lækker mad, hygge og en god snak

Over 200 borgere i Randers Kommune besøgte Madservice Kronjylland til åbent hus torsdag d. 8. september 2022. Gæsterne blev præsenteret for en bred vifte af muligheder for madordninger, og samtidig var der fokus på de gode rammer omkring måltidet.

Leder af Madservice Kronjylland, Marianne Sloth, og specialist i ”Det Gode Måltid”, Lise Fuhr Fransen, præsenterer kontrasten mellem en halvtrist opdækning og det hyggelige alternativ. Det gode måltid handler nemlig om mere en god mad. (Se billedet i fuld størrelse nederst i artiklen).

Pænt service, servietter, dit yndlingsglas og eventuelt stearinlys og blomster på bordet. Der behøver ikke være særlige anledninger til at dække pænt op og skabe hyggelige rammer omkring et måltid. Det er en af pointerne fra Madservice Kronjylland, der til daglig leverer mad til godt 900 pensionister i Randers Kommune.

”Selvom maden er veltilberedt, kan det være rigtig kedeligt at spise den direkte fra emballagen. Vi anbefaler, at man anretter den pænt på en tallerken og spiser den i hyggelige omgivelser – og helst i godt selskab, hvis man har den mulighed”, siger Lise Fuhr Frandsen, specialist i ”Det Gode Måltid” i Randers Kommune.

Lise Fuhr Frandsen fremviste også den populære mærkedagskasse, som plejecentrene bruger til at sætte gang i hyggelige samtaler omkring middagsbordet. Kassen indeholder 53 kort med beskrivelser af mærkedage som for eksempel pandekagedagen, kyndelmisse og fandens fødselsdag. Mærkedagskassen er udviklet i Randers Kommune og indtil videre solgt til 35 andre kommuner til brug i 82 forskellige institutioner.

Til årets resterende 312 dage har medarbejderne i ”Det Gode Måltid” lavet dækkeservietter med temaer som årstider, vejrvarsler og lokal kultur, historie og erhverv. En af gæsterne til åbent hus-arrangementet peger på en af dem og udbryder begejstret ”Gudenåbadet!”. ”Ja, kan du huske det?”, spørger Lise Fuhr Frandsen – og så er samtalen i gang.  

10 versioner af en gryderet

Et væld af forførende dufte guider gæsterne rundt i storkøkkenet, når Madservice Kronjylland holder åbent hus. Der er smagsprøver på klassikere som frikadeller, flæskesteg, tarteletter og desserter, men de grønne alternativer som en cremet thaisuppe og gulerodsfrikadeller hittede også blandt gæsterne.

”Generelt bliver folk overraskede over, hvor meget forskelligt mad, vi laver. Der kan sagtens være over ti forskellige versioner af en gryderet – glutenfri, laktosefri, uden salt, uden specielle krydderier, særlig let at tygge og så videre. Vi har også kunder, der har brug for ekstra næring, og det giver appetit at have noget at vælge mellem”, siger Marianne Sloth, leder af Madservice Kronjylland.

Ældrerådets medlemmer af Madservice Kronjyllands smagspanel var også til stede og stod til rådighed for spørgsmål om maden på plejecentrene, som de tester med jævne mellemrum.

Udover smagsprøver, fortællinger om maden og indblik i det moderne storkøkken, blev gæsterne forkælet med en kop kaffe og hjemmebagte kager samt en ret til at tage med hjem.