Dr. Auma Obama besøger Hobrovejens Skole

Torsdag d. 28. april 2022 besøgte den internationalt anerkendte aktivist og fortaler for social ansvarlighed, Dr. Auma Obama, Hobrovejens Skole i Randers. Formålet med besøget var at blive klogere på den danske undervisningsmodel.

Den kenyansk-britiske samfundsaktivist, forfatter, sociolog og internationale prisvinder, Dr. Auma Obama blev modtaget på Hobrovejens Skole af Borgmester Torben Hansen og formand for skole- og uddannelsesudvalget Lise-Lotte Leervad. Her fortalte skoleleder Lene Hammerby sammen med nogle af skolens lærere om det danske skolesystem, og Auma Obama fik en rundvisning og besøgte forskellige klasser. Hun stillede mange interesserede spørgsmål undervejs.

Dr. Auma Obama er særligt interesseret i den danske undervisningsmodel, fordi hun søger inspiration til sin egen organisation Sauti Kuu Foundation, som driver et uddannelsescenter for børn og unge i Kenya. Sauti Kuu betyder ”stærke stemmer” på swahili, og Auma Obama beundrer blandt andet den danske skole for at lade børnene deltage aktivt i undervisningen. Hun fortalte under besøget, at børn i den kenyanske skole primært lytter til underviseren og er stille, fordi det bliver opfattet som uhøfligt, hvis børn taler i løbet af undervisningen.

Efter rundvisningen på Hobrovejens Skole besøgte Auma Obama daginstitutionen Huset Nyvang og Randers Naturcenter.