Ejendomsmæglere på inspirationstur

Randers Kommune havde onsdag den 23. august inviteret omegnens ejendomsmæglere på en oplevelses- og inspirationstur i den sydvestlige ende af kommunen. Fem ejendomsmæglere tog imod tilbuddet, og undervejs blev de mødt af ildsjæle og andre aktører, der både fortalte om, hvorfor de brænder for deres områder og om de muligheder og visioner, de arbejder med.

Randers Kommunes landdistriktsudvalg havde inviteret ejendomsmæglerne på en tur som gik til Fussing Sø, Cold Hand Winery og Langå. 

I Fussing hørte ejendomsmæglere og Landdistriktsudvalg om alle de rekreative muligheder i området, som er et stort aktiv for alle de omkringliggende landsbyer - og også folk længere væk fra. MTB, ridning, vinterbadning, hundeskov og gå/løberuter er bare nogle af de ting man kan lave i området omkring søen.

På Cold Hand Winery blev frokosten serveret sammen med historien om hvordan stedet er vokset fra en hobby til et anerkendt bryggeri af frugtvine på kort tid. Meget kan lade sig gøre på i landdistrikterne i Randers Kommune.

I Langå oplevede udvalg og ejendomsmæglere nogle af de tiltag der er opstået gennem byfornyelsen, og om de spændende projekter byens ildsjæle har gang i. Byfornyelsen kommer til at gøre byen mere sammenhængende, indbydende og fremstå mere attraktiv, mens f.eks. det nye tiltag på stationen, kommer til at give nyt liv i byen og styrker byens profil som en kreativ oase i den smukke natur byen er omgivet af.

Det var en rigtig fin dag.