Elever kan ikke dunke – eller kan de?

Basket-spillerne i Randers Cimbria har et intenst forløb i januar måned. De skal afholde 22 skoleforløb på under én måned. Skolerne er endda så ivrige efter at få besøg af de høje drenge, at klubben har været nødsaget til at sætte 5 skoler på ventelisten.

Den amerikanske træner Jimmy Moore viser børnene, hvordan de skal aflevere bolden til deres medspillere. Tungen bliver holdt lige i munden, mens børnene ivrigt lytter efter den engelsktalende træner. Randers Cimbria er på besøg i 6. klassernes idrætstime på Hornbæk Skole.

Besøget er en del af Randers Cimbrias skoleforløb, hvor klubben arrangerer og afholder idrætsundervisning på syv af folkeskolerne i Randers Kommune. I alt løber det op i 22 skolebesøg.

At få besøg af de professionelle sportsudøvere er noget, som glæder og begejstrer både elever og lærere. Besøgene bliver set som et frisk indspark i den daglige idrætsundervisning.

”Det er super godt for os som skole at få inspiration udefra. Det gør noget andet for elevernes motivation, når det er de professionelle spillere, der anerkender deres indsats. Det er tydeligt, at eleverne også er imponeredeaf dem. Samtidig giver samarbejdet også rigtig meget godt til os undervisere, fordi det er med til at kvalificere vores undervisning og udvide vores repertoire af øvelser og aktiviteter, ” siger Anja Laursen, idrætslærer på Hornbæk Skole.

Et smugkig ind i foreningslivet

Når sportshold er på besøg i folkeskolernes idrætstimer, giver det eleverne et indblik i, hvad foreningslivet er og kan. Det håber Mike Nielsen, der er forretningsfører i Randers Cimbria, at skoleforløbene kan vise børnene.

”Først og fremmest er det dejligt at se børnene få glæde ved at dyrke en sport, som vi også brænder for. Vi vil gerne give det fællesskab og sammenhold, som der er i en forening, videre til dem. Glæden ved at dyrke sport vil vi gerne have, at de oplever, ” fortæller han.

Bekendtskabet med foreningslivet er ifølge Anja Laursen også en af de store gevinster ved åben skole-forløbene med de lokale sportshold.

”Det er vigtigt, at vi som skole knytter bånd til idræts- og foreningslivet – på den måde får eleverne nogle oplevelser og inputs i skoledagen, der giver dem viden og inspiration. Som idrætslærer vil man jo så gerne have, at ens børn får en livslang glæde ved en sportsgren, og det tror jeg, at et samarbejde som dette kan være med til at skubbe til, ” siger Anja Laursen. 

Skoleforløb med virkning

Sidste år afholdte Randers Cimbria ligeledes et skoleforløb, og her var det tydeligt at se, at det var indgangsbilletten til at få børnene i gang med basketball. Således løb der 20 nye basketballspillere rundt på banen på klubbens børne- og ungdomshold i august 2018 sammenlignet med året før.

”Det er frugten ved det arbejde, vi har lagt i skoleforløbene. Vi kan faktisk se og høre, at vores nye børne- og ungespillere er begyndt efter at have prøvet basketball til skoleforløbene, ” fortæller Mike Nielsen.

Randers Cimbrias idrætsforløb har da også vakt stor interesse blandt folkeskolerne. Faktisk har interessen været så stor, at klubben var nødsaget til at sætte fem skoler på ventelisten til senere i foråret. De har nemlig travlt, når de i løbet af under én måned skal forbi de syv skoler.

Forløbet bliver afsluttet d. 24. januar, hvor eleverne, søskende og forældre er inviteret til kamp i basketligaen, når Randers Cimbria møder Svendborg Rabbits. Randers Kommune har støttet skoleforløbene gennem Team Danmark-arbejdet.