En Dalsgaard-skulptur vender hjem

Tirsdag den 18. juni afslørede Randers Kommunes Kunstfond en ny skulptur i byrummet. Skulpturen blev ganske vist til for omkring 29 år siden, hvor den anerkendte billedkunstner Sven Dalsgaard skabte den på sit værksted i Randers. Siden har skulpturen været placeret på Hovedgaden i Hammerum ved Herning, men da den for nylig blev sat til salg sikrede Randers Kommune sig, at skulpturen kunne vende hjem til det kronjyske.

Den hjemvendte skulptur er et meget typisk værk fra Sven Dalsgaard. Skulpturen er en lille portåbning af sortmalet metal med Dannebrogsflag. Åbningen er delvist afspærret af en blå knude. Både Dannebrog, portåbningen og knuden er blandt Sven Dalsgaards mest anvendte symboler.

Sven Dalsgaard er oprindeligt uddannet maler på teknisk skole, hvor han også har undervist elever. Det er blandt andet baggrunden for at Randers Kommunes Kunstfond har valgt at skulpturen skal have en placering ved Tradium på Vester Allé. Kunstfonden forærer skulpturen til Tradium som en kvittering for skolens store engagement i lokalsamfundet og skolens arbejde med at udvikle Tradium til en moderne erhvervsskole med mange uddannelser.

Elever fra Tradium har været med til at restaurere skulpturen. I det hele taget baserer skulpturens hjemkomst til Randers sig på et bredt lokalt samarbejde. Det var eksempelvis kunstkender og galleriejer Claus Ørsted, der opdagede at skulpturen var sat til salg. Han kontaktede derfor Randers Kunstfond. Kort tid efter blev skulpturen købt, og der blev sat gang i en mindre restaurering.

Museumsdirektør Lise Jeppesen har vurderet skulpturen og er kommet frem til, at der er tale om en original Dalsgaard-skulptur fra 1990. Sven Dalsgaard var udlært håndværksmaler og autodidakt som billedkunstner. Han debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1943. Han bliver senere medlem af Majudstillingen (1953-63), Grønningen (1964-75) og af Den Frie Udstilling (1975-93), og i 1978 modtager han Thorvaldsens Medalje; 1973-79 var han gæsteprofessor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Randers Kunstmuseum samling rummer godt 1.200 værker af Sven Dalsgaard, og flere af de skulpturer og byporte, der findes rundt om i Randers, er af Sven Dalsgaard.