En væltet statue - nyt kunstværk vil provokere og udfordre

En statue omvæltet på en smuk landskabstrappe, der forbinder nyt og gammelt i centrum af Randers. Et symbol midt i en tid med store forandringer. Randers gør sig nu klar til et nyt og markant kunstværk skabt af den internationalt anerkendte kunstner Erik A. Frandsen.

Den væltede statue på landskabstrappen - skitse af Erik A. Frandsen

"Det er et betydningsfuldt værk. Der er tale om en visuelt markant skulptur, som båder vækker overraskelse og undren, som provokerer og giver stof til eftertanke. Med Erik A. Frandsens værk får vi en af vores absolut største samtidskunstnere med i vores række af vigtige skulpturer. Vi får kunst af høj kvalitet," siger borgmester Torben Hansen, som forventer, at kunstværket vil give genlyd.

Værket skal placeres på en elegant landskabstrappe, som KPC Byg A/S opfører i forbindelse med byggerierne på Thors bakke. Trappen forbinder den nye bydel med Østervold og dermed centrum i Randers. Midtvejs i trappeforløbet er et større opholdsareal, hvor skulpturen vil høre hjemme. Trappen danner dermed en smuk og opholdsvenlig baggrund for kunstværket.

En gruppe af lokale erhvervsledere med Søren Fischer, Jens Nielsen og tidligere direktør i Randers Kommune, Erik Mouritsen, i spidsen har indsamlet midler i erhvervslivet og fået tilskud fra Randers Kommunes byråd samt Randers Kommunes Kunstfond til at rejse et markant kunstværk i Randers. Det kunstværk er nu præsenteret af Erik A. Frandsen.

"Den væltede statue" sætter tanker, følelser og debat i gang, som al god kunst gør. Værket taler i den grad om den tid, vi lever i. Det er derfor et vigtigt værk. Det vil blive bemærket og omtalt. Jeg er rigtig glad for, at vi nu får et værk, der kunstnerisk er så markant, som det er. Vi har mange fine værker i Randers, som er udsprunget af en anden tid og andre samtidsemner. Det er vigtigt at opføre værker, der for eftertiden kan beskrive, hvilken tid vi står i nu. Måske især nu," siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, kultur- og fritidsudvalget.

Den væltede statue

Erik A. Frandsen, der er født og opvokset i Randers, har nu udformet en skitse til projektet, der viser, hvordan skulpturen i grove træk kommer til at forme sig. Den viser intentionen med projektet og vil efterfølgende blive yderligere tilpasset både kunstnerisk og anlægsmæssigt. Skulpturen har den foreløbige arbejdstitel "Den væltede statue", og ifølge kunstner Erik A. Frandsen understreger og tydeliggør det væltede monument de forandringstider, vi lever i. I skitseforslaget skriver Erik A. Frandsen, at: "den 8 meter høje og 1.5-2 tons tunge, sprøjtemalede aluminiumsskulptur, som er væltet ned af sin alt for lille sokkel, nu ligger og udfordrer og understreger de bevægelser og strømninger, der sætter spørgsmålstegn ved hierarkierne i vores samfund. Tidernes foranderlighed og den folkelige forankring i vores magtsymboler. "

"Den væltede statue" bliver samtidig del af en "skulpturakse" og et fikspunkt i den nordlige ende af Østervold med udsigt ned mod Helen Schous "Jyske Hingst", Ingvar Cronhammers "Fontæne" og "Redfall".

"Randers er blandt de byer, der arbejder ambitiøst med kunst i det offentlige rum, og det fastslår vi med dette kunstværk. Det skaber både debat, dialog og fælles stolthed. Samtidig gør det stort indtryk, at værket også bliver muligt på grund af en indsamling blandt det private erhvervsliv. Det er et stærkt eksempel på, at vi kan nå langt, når vi arbejder sammen. Og her tænker jeg også på KPC Byg, der har skabt den smukke landskabstrappe, som skulpturen skal opføres på," siger Torben Hansen.

Erhvervslivets indsamlingskomité repræsenteres af Jens Nielsen fra Pedersen & Nielsen automobilforretning, Søren Fischer fra Randers Gears og tidligere direktør i Randers Kommune, Erik Mouritsen. De har indsamlet et stort beløb fra en række af virksomheder i Randers Kommune.

"Vi synes, at med etableringen af den skitserede trappe og kunstneriske udsmykning skabes der et nyt byrum, som ikke alene binder bydelene samen men også skaber videreudvikling af kunst i det frie rum i Randers Kommune," siger Jens Nielsen."

Økonomisk er der indsamlet 1,5 mio. kr. i erhvervslivet, Randers Kommune har givet i alt 3 mio. kr. i støtte og det samlede budget er på maksimalt 5 mio. kr. Der arbejdes derfor fortsat med at indsamle midler via fonde.