Engelske ledere og lærere bliver inspireret af Randers

En gruppe ledere og lærere fra den engelske by Warrington besøgte i uge 22 en række skoler og dagtilbud i Randers. Her blev de inspireret til, hvordan de kan udvikle deres pædagogiske praksis, skabe nye læringsperspektiver og arbejde mere direkte med science og natur.

En gruppe af de engelske gæster fra Warrington på besøg i Randers Naturcenter

Otte ledere og lærere fra Barnton Community Nursery and Primary School i den engelske by Warrington besøgte den 29. maj Randers Naturcenter for at se, hvordan skoler og dagtilbud bruger Naturcentret og arbejder med science og udeliv. I løbet af deres besøg i Danmark, som varede fra den 28. til den 31. maj, var gruppen rundt i Randers og besøge tre folkeskoler og tre dagtilbud.

”Vi er meget imponeret af Naturcentret. Her er virkelig nogle gode og frie rammer til læring. Vores skole har også adgang til dyr, skov og natur, men vi formår ikke i samme grad at udnytte de ressourcer. Vi mangler simpelthen værktøjerne til, hvordan vi kan skabe læring gennem leg og udeliv. Og det kan vi se, at de har rigtig gode erfaringer med her i Randers,” fortæller Samantha Rutter, der er lærer på Barnton Community Nursery and Primary School.

Gæsterne fra Warrington er i Randers i forbindelse med Erasmus+ udviklingsprogrammet ”Job-Shadowing”.

”Det er dejligt, at vi kan være med til at inspirere til nye praksisser her i Randers. Samtidig har besøget også medført, at vi er blevet endnu skarpere på, hvordan vi arbejder med læring og pædagogisk praksis i dagligdagen,” fortæller Karsten Klokkerholm, der er Læringskonsulent på Læringscenter Randers.

Læring i det fri

”Vi er meget optaget af, hvordan vi bedst kan understøtte praktisk læring, hvor børnene selv får mulighed for at få hænderne ned i det, de skal lære om. Derfor er vi også inspireret af, hvordan man kan gøre læring mere levende for børnene. Når man går rundt her i Naturcentret et det virkelig tydeligt, hvordan de har et godt greb om det at inddrage børnene og skabe læring i udendørs miljøer,” fortæller Samantha Rutter og fortsætter:

”Det er spændende at se, hvad de næste dage byder på, men allerede nu har vi fået nogle værktøjer til, hvordan vi kan udnytte de ressourcer, vi allerede har, på en bedre måde. I dag sidder vores børn det meste af tiden inde i klasseværelserne og lærer matematik og engelsk. Nu er vi virkelig blevet inspireret til, hvordan man kan facilitere læring i det fri. Altså hvordan vi kan kombinere fagområder som science, matematik, kunst og designteknologi med udeliv og ”hands on”-læring”.

De engelske ledere og lærere besøgte Randers fra den 28. til 31. maj