Få rum til det hele i Randers Kommunes landdistrikter

Randers Kommune ligger attraktivt placeret i det østjyske med under en times transport til mere end 400.000 arbejdspladser – midti stor natur og nem adgang til både Aarhus og Aalborg. Flere skal kende til de mange attraktive lokalsamfund og bosætningsmuligheder som de mange landsbyer har at byde på. Derfor sætter Landdistriktsudvalget nu gang i markedsføringen af landdistrikterne og en række udvalgte landsbyer.

”I Randers Kommunes landdistriktsområder kan du få rum til det hele liv. Vi har en fantastisk god geografisk beliggenhed med kort pendlerafstand til mange større omkringliggende byer som Aarhus og Aalborg – og samtidig er vi omgivet af flere unikke naturperler. Her kan børnefamilier få et større råderum – både økonomisk og i deres hverdag. Dét skal vi have gjort endnu flere opmærksomme på,” fortæller Lars Søgaard, der er formand for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune.

I de kommende måneder udruller Randers Kommune en række markedsføringskampagner for udvalgte byer i landdistrikterne på kampagnesitet www.rumtildethele.dk. Kampagnerne sigter særligt mod unge familier og par, der leder efter det rette sted at slå sig ned.

Kampagnerne er blevet til i et samarbejde mellem hver enkelt by og Randers Kommune. Her har byerne hver især været med til at sætte retning på det, de gerne vil kommunikere og sætte ord på det, der gør dem attraktive for særligt unge småbørnsfamilier og par.

Beliggenhed, natur og stærke fællesskaber

Landdistriktsudvalget har i alt afsat 380.000 kr. til markedsføringen af byerne. Hver by får deres eget kampagnesite, der giver indblik i deres tilbud, faciliteter og stærke lokalfællesskaber, som præger byerne. På byernes kampagnesites vises flotte videoer og indbydende interviews med familier, der fortæller om, hvorfor de har valgt at bosætte sig i Randers Kommunes skønne byer. 

”I de her år får flere unge øjnene op for, hvad naturen kan. Og i Randers Kommune er vi ret så godt kørende på den konto med blandt andet Naturpark Randersfjord, Danmarks eneste floddelta og endda også det reneste badevand ved Udbyhøj – og tilmed er vi så privilegeret at ligge lige ved Gudenåens udmunding. Når man så lægger oveni, at vi både har grunde og huse til en pris, der er til at forstå, så mener jeg virkelig vi har noget godt at tilbyde,” siger Lars Søgaard.

Lige nu kører Randers Kommune en generel kampagne for landdistrikterne i Randers Kommune. Henover forår og sommer vil byerne Asferg, Uggelhuse, Spentrup, Fårup, Havndal og Langå blive markedsført med deres eget kampagnesite under www.rumtildethele.dk, på sociale medier, radio og outdoor annoncer i Aarhus.