Festivalpulje er åben for ansøgninger

Randers Kommunes Landdistriktsudvalg har på sit seneste møde vedtaget at afsætte en pulje på 100.000 kroner til aktiviteter i på Landdistriktsfestival 2019, som efter planen skal afvikles i uge 28 i starten af sommerferien. Festivalen forventes at involvere en bred vifte af landsbyer i Randers Kommune og en række foreninger og institutioner.

Konceptet for festivalen er, at der i løbet af uge 28 afholdes en række aktiviteter af forskellig udformning og karakter i landdistrikterne i Randers Kommune. Aktiviteterne vil favne bredt inden for både sport, fritid og kultur, så festivalen appellerer til den bredest mulige målgruppe.

Sådan søger du midler

Landdistriktsudvalget har afsat en pulje på 100.000 kroner, som kan søges af foreninger i landdistriktet, som ønsker at lave et arrangement i relation til landdistriktsfestivalen. Puljen vil kunne imødekomme ansøgninger på op til 20.000 kr.

Man ansøger om midler fra festivalpuljen ved at beskrive sin aktivitet i et Word-dokument og tilføje beløbet, man søger om. Ansøgningen sendes til Steffen.Thier@randers.dk

Det er muligt at søge om midler frem til den 18. marts 2019. Landdistriktsudvalget vil behandle indkomne ansøgninger på sit møde den 27. marts 2019. Herefter vil tilskudsmodtagerne få besked, hvorefter de vil kunne påbegynde planlægningsarbejdet i god tid, inden Landdistriktsfestival 2019 løber af stablen i uge 28.

Flere aktiviteter er der allerede

Der findes allerede flere spændende aktiviteter i landdistrikterne i Randers Kommune, som med fordel kan tænkes ind i Landdistriktsfestival 2019. Et par eksempler:
- Randers største legeplads/aktivitetspark i Øster Bjerregrav
- Klatreparken Randers i Stevnstrup
- Arrangerede ture til Dyrehaven i Stevnstrup
- Aktiviteter i Naturpark Randers Fjord, f. eks. guidede ture, kanoture, lystfiskeri, sejlture og havkajak
- Aktiviteter på Gudenåen, f. eks. guidede ture med naturvejleder, lystfiskeri og kanotur

Tænk kirken, hallen og forsamlingshuset ind

Foruden de allerede eksisterende aktivitetstilbud, foreslår Landdistriktsudvalget at supplere med en række arrangementer med udgangspunkt i de faciliteter og institutioner, der allerede findes i landdistrikterne.

Det kunne være kirkerne i landdistrikterne, som kan danne ramme om koncerter for kirkekor eller lokale musikere fra hele kommunen. Forsamlingshuse, der kan huse mindre koncerter, foredrag eller aktiviteter. Haller, der kan huse sportsarrangementer, turneringer eller ungdomsfester, og idrætsfaciliteter som kan danne ramme om sportsaktiviteter mv.