Festlig indvielse af Aktivitetscenter Randers

Efter næsten halvandet år med ombygning indvendigt og udvendigt blev Aktivitetscenter Randers (tidligere Dronningborg Aktivitetscenter) indviet torsdag d. 28. februar 2019 efter alle kunstens regler.

Det er et helt nyrenoveret aktivitetscenter, der nu har slået dørene op for borgerne på handicapområdet i Randers Kommune. Her vil de mange daglige brugere kunne deltage i mange forskellige aktiviteter, som kan være alt fra at lave mad, strikke, sy, tegne og synge til cykel- og gåture, spille hockey og andre boldspil i gymnastiksalen. For blot at nævne nogle af aktiviteterne.

Aktivitetscenter Randers er resultatet af en større ombygning af Dronningborg Aktivitetscenter, og det blev indviet torsdag den 28. februar 2019 efter alle kunstens regler. Taler, musik, kaffe, kage og godt humør spredte sig i den propfyldte café, hvor de mange fremmødte havde taget plads og blandt andet kunne overvære borgmester Torben Hansen klippe snoren sammen med en af brugerne af stedet.

Billeder fra indvielsen

Nye bygninger indbyder til samarbejde

Randers Byråd har bevilget penge til ombygningen for at skabe rammerne for et aktivitetscenter, hvor borgerne har mulighed for at deltage i mange forskellige forløb og aktiviteter i grupper og individuelt ud fra deres interesser. Med ombygningen er der samtidig åbnet for, at frivillige organisationer, foreninger og andre kan låne lokalerne til aktiviteter for handicappede. Aktivitetscenter Randers er et vigtigt omdrejningspunkt i handicapplanen, og skaber rammerne for samarbejde mellem Randers Kommune og foreningerne i Danske Handicaporganisationer.

Ombygningen omfatter en helt ny hovedindgang i form af en let glastilbygning, som sammen med et loungeområde inviterer borgerne indenfor. Herudover er resten af bygningen restaureret og moderniseret. Der er skabt nye hvilerum, hvor brugerne kan trække sig tilbage, mens der er lagt stor vægt på at opretholde gode og funktionelle aktivitets- og grupperum. Samtidig er tilgængeligheden øget med nye handicaptoiletter og ny elevator. Ombygningen har kostet 10,5 millioner kroner.