Det traditionsrige cykelløb, Fjordløbet, skydes i gang som optakt til Randers Festuge. Randers Cykelby støtter løbet med tilskud til billetprisen til børnefamilier. Cykelbyen har også i år en stand ved start- og målområdet, hvor de voksne kan få målt bodyage, og hvor børnene kan boltre sig med cykelaktiviteter:
”Sommer, sol, cykling og fællesskab hører sammen. En oplagt mulighed er at bruge en dag i sadlen sammen med hele familien, mens man cykler forbi kornmarker og græssende køer og får vind i håret. Vi håber igen i år at se rigtig mange børnefamilier til Fjordløbet,” siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby
Trafiksikker start- og målområde
Fjordløbet har i 2022 fået ny sponsor og hedder nu CAMPIONE FJORDLØBET RANDERS. Fjordløbet har også fået ny start- og måladresse ved arealerne ved Randers Ungdomsskole i Dronningborg:
”Vi er rigtig glade for, at løbet igen er tilbage med start- og målområde i Dronningborg. Her er mulighed for at lave en trafiksikker start og afslutning for alle ryttere ikke mindst for børnefamilierne,” siger Jørgen Schmidt, formand for Randers Cykleklub.
Fakta
Tilmelding og info om Fjordløbet
Ryttere kan vælge fire forskellige distancer på 15 km, 30 km, 53 km og 102 km.
Fjordløbets start og målområder finder sted ved Randers Ungdomsskoles arealer, Nyholmsvej 12, 8930 Randers NØ.