Flere går og cykler i Randers

Randers Kommunes cykelregnskab for 2021 viser, at flere og flere vælger at gå eller cykle, når de skal på arbejde. Til gengæld er der sket en fald i cykelfrekvensen blandt skoleeleverne.

”I en tid hvor fokus på bæredygtighed aldrig har været større, spiller måden vi transporterer os på en stadig større rolle. Cykel og gang er grønne transportformer og derfor også en del af løsningen, når vi alle skal transportere os mere bæredygtigt. Det er derfor glædeligt, at vores Cykelregnskab 2021 viser, at flere borgere i Randers Kommune oftere vælger at gå eller cykle, når de skal til og fra arbejde,” siger Nick Zimmermann, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.

Randers Kommunes Miljø- og teknikudvalget blev på sit møde mandag orienteret om Cykelregnskab 2021. Regnskabet udarbejdes hvert tredje år og indeholder nøgletal for cyklisme i kommunen.

Cykelregnskabet viser, at det både er på kortere og længere ture, at borgerne er motiverede til at bevæge sig mere aktivt. Tidligere valgte 62 procent at gå eller cykle til arbejde, når de havde under 5 kilometer til uddannelse og job. Det tal er nu steget til hele 78 procent. På ture mellem 5-10 kilometer er andelen steget fra 34 procent til 56 procent. Cykelregnskabet viser også, at borgerne har givet den gas på de helt lange ture på 10-20 kilometer. Her er procentandelen steget fra 5 til 24 procent.

Der er også sket en positiv udvikling for børnene i dagpleje og daginstitution. Tidligere gik eller cyklede 39 procent til deres institution. Det tal er steget til 54 procent i 2021. 

Der er til gengæld plads til forbedringer blandt skoleelever. For tre år siden transporterede 53 procent af eleverne fra 3.- 9. klasse sig selv til skole. Det tal er faldet til 46 procent i 2021.

”Vi ved, at selv om vi gør en indsats med at anlægge cykelstier og skabe sikre cykelkorridorer til skolerne, så løser cykelstier og ”Cykl til skole”-kampagner det ikke alene. Derfor er Randers Kommune også med i et udviklingsprojekt sammen med to andre kommuner i Danmark, hvor forældrenes rolle i cykelfremme skal undersøges,” siger Nick Zimmermann.

Cykelregnskabet viser også, at cyklister i Randers Kommune generelt er tilfredse og trygge med Randers som cykelby, og at Randers er den kommune i Region Midtjylland, hvor flest borgere ejer en elcykel.

”Det er oplagt at fortsætte den positive udvikling i brugen af de aktive og grønne transportformer. Med dette cykelregnskab har vi afsættet for at målrette kommunens indsatser og fortsatte udvikling,” siger Nick Zimmermann. 


FAKTA

Hvis du vil vide, hvor mange randrusianere, der cykler til arbejde, og hvor mange elever der cykler til skole, kan du læse Cykelregnskabet 2021 på Randers Cykelby’s hjemmeside

Cykelregnskabet viser udviklingen på flere forskellige parametre siden 2010, hvor det første cykelregnskab for kommunen blev udarbejdet. Ligeledes beskriver regnskabet afsluttede og kommende cykelprojekter.

Rapporterne giver det fulde overblik over cykeltrafikken i Randers Kommune og danner grundlaget for arbejdet med at få flere borgere i Randers Kommune til at bevæge sig til gavn for sundheden og miljøet.