Første spadestik taget til nyt hovedkontor

Fredag satte Danish Crowns ledelse og formandskab sammen med borgmesteren i Randers spaden i jorden til byggeriet af Danish Crowns nye hovedkontor.

Der var fredag første spadestik på Danish Crowns kommende hovedkontor. Det skete, da formand Erik Bredholt (tv), borgmester Torben Hansen og Group CEO Jais Valeur alle tre med spade i hånden skød gang i byggeriet.

Danish Crown og totalentreprenøren Raundahl & Moesby A/S står sammen med arkitektfirmaet CEBRA og det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen, for opførelsen af et nye hovedkontor i Randers. Byggeriet, der skal opnå DGNB´s guld- og hjerteordning, rummer bæredygtighed i både byggeriet og i forhold til arbejdsmiljø. Bygningen bliver på omkring 13.000 kvadratmeter og huser arbejdspladser til cirka 550 medarbejdere.

Bæredygtigt byggeri

Byggeriet af det nye hovedkontor sker på Tulipvej, hvor nedrivningen af den nedlagte pølsefabrik nu er afsluttet. Entreprisesummen er på godt 200 millioner kroner, og det nye hovedkontor forventes at være klar til indflytning i april 2023.

Genanvendelse af materialer fra den gamle pølsefabrik har været et stort fokus i processen med nedbrydning. Derfor kan der genbruges 8000 ton knust beton fra den gamle fabrik til det nye byggeri.

-Vi tager nu for alvor hul på byggeriet af vores nye hovedkontor. Det er et nyt skridt i en spændende rejse for Danish Crown, og byggeriet signalerer, at bæredygtighed er et nøgleord i koncernens fremtid, siger Group CEO Jais Valeur.

Til anledningen havde Danish Crown valgt at genbruge tre spader fra byggeriet af de største slagterier i henholdsvis Danish Crown Pork i Horsens samt Danish Crown Beef i Holsted.

Det nye hovedkontor er en væsentlig del af den fremtidige udvikling af forretningen Danish Crown fortæller formand Erik Bredholt, der uddyber, hvorfor koncernen investerer i nyt hovedkontor på Tulipvej, der i 2023 skifter navn til Danish Crown Vej.

-Med byggeriet kommer vi til at opnå en række besparelser på energi, og vi sparer penge på vedligeholdelse. Samtidig kommer vi til at arbejde mere effektivt, og der vil være masser af synergier ved at samle medarbejderne i Randers på en adresse. Sidst men ikke mindst har det længe været en udfordring, at vi ikke havde plads nok, og det får vi nu, siger Erik Bredholt.

Fælles historie

Samtidig er byggeriet hos Danish Crown vigtigt for Randers Kommune. Det siger borgmester Torben Hansen, der ser frem til, at byggeriet kan starte og skyde i vejret.

- Stort tillykke til Danish Crown og til hele Randers og omegn. Det nye hovedkontor er en milepæl for Danish Crown og stort og vigtigt for os alle i Randers Kommune. Vi har fælles historie, vi har altid hørt sammen med Danish Crown og den udvikling, koncernen står for, ligesom vi glæder os over de mange arbejdspladser, der fortsat vil være i Randers, siger Torben Hansen.

Det nye hovedkontor kommer til at byde på flere mødelokaler og en blanding af storrumskontorer og enkeltmandskontorer. Samtidig er der blandt andet også indtænkt et såkaldt masterchef-køkken og en slagterbutik med delikatesser, som skal være med til at vise Danish Crowns identitet i bygningen.