Folkeskolerne udviser krisekreativitet i en Corona-tid

Corona stiller krav til omstillingsparatheden hos både elever, forældre og medarbejdere på folkeskolerne i Randers Kommune. På Rismølleskolen i Randers er de gået proaktivt til værks og har udviklet deres egen Corona-hjemmeside. Her finder elever og forældre alt det, de skal bruge til en god digital skoledag.

”Ekstraordinære tider kræver ekstraordinære løsninger. Derfor satte vi os i foråret for, at vi gerne ville lave en digital løsning, der skulle bidrage til at skabe en skoledag for elever og forældre, der minder så meget som muligt om den hverdag, de kender. Når alt skal foregå digitalt, skal der tænkes nyt for at få hverdagen til at glide,” fortæller Kasper Nørgaard Schou, der er afdelingsleder på Rismølleskolen.

I foråret under den første nedlukning af Danmark skabte Rismølleskolen på eget initiativ en Corona-hjemmeside til skolens elever, forældre og medarbejdere. Formålet var at skabe ét samlet sted, der kunne rumme alle de nødvendige informationer til en digital skoledag.

”Da vi lavede siden i foråret havde vi næppe forestillet os, at vi skulle være i den situation, vi er i nu. Derfor kan man sige, at arbejdet virkelig har betalt sig, og at vi nu kan glædes over at have så godt og velafprøvet et set up her i anden runde af nedlukningen – når omstændighederne nu engang er, som de er. Det her handler først og fremmest om eleverne, og det skal være håndgribeligt og så nemt som muligt for dem at navigere i den nye hverdag,” fortæller Kasper Nørgaard.

På hjemmesiden kan elever og forældre blandt andet finde deres skema og logins til de digitale rum, som skoledagen udfolder sig i. Derudover bliver siden løbende opdateret med nyhedsbreve, der indeholder den nyeste information om retningslinjer og hjælp til at håndtere Corona. 

En genkendelig skoledag

Både forældre og elever har taget godt imod den nye side, som de kan støtte sig til i hverdagen.

”Det er en stor hjælp at have et sted, hvor man kan få det fulde overblik og nemt søge informationer frem. Jeg kan se, at det er med til at gøre hverdagen nogenlunde normal for mine to drenge, der kan finde alle de nødvendige links, de skal bruge til skoledagen, på et samlet sted. Og samtidig kan jeg nemt logge ind og se deres skema og få seneste nyt i Corona-situationen, når jeg har behov” siger Frank Nielsen, der er far til to drenge i hhv. 6. og 7. klasse og skolebestyrelsesformand på Rismølleskolen i Randers.

Rismølleskolens hjemmeside understøtter, at skolen kan oprette en så genkendelig hverdag som muligt. Derfor har det også høj prioritet, at skoledagen er bygget op omkring de samme principper, som eleverne kender fra før nedlukningen.

”Som skole har vi et ansvar for at få det bedste ud af den situation, vi er. Derfor har vi et stort fokus på, at der skal være den afveksling i undervisningen, som eleverne kender. Det betyder, at der ikke kun skal være fokus på de store fag som dansk og matematik, men at vi også prioriterer naturfagene, kristendom, samfundsfag, idræt og andet. Det er hjemmesiden med til at understøtte. På den måde arbejder vi med, at der forhåbentligt skal komme læringsforøgelse fremfor læringstab i denne særlige tid,” siger Kasper Nørgaard Schou.