Forældre går i skole på Hobrovejens Skole

Når børnene begynder i skole på Hobrovejens Skole, så gør forældrene det faktisk også. Forløbet forældreskolen har til formål at lære forældrene om den moderne folkeskole og styrke relationen til skolen - et forløb forældrene selv bakker op om

Hobrovejens Skole

På Hobrovejens Skole er det ikke kun børnene, der går i skole. Forældrene til de mindste børn har nemlig deres helt eget skoleforløb, hvor de lærer, hvad det vil sige at gå i skole i en moderne folkeskole og samtidig styrker relationen til skolen.

Forældreskolen består af tre forløb i forbindelse med børnenes skoleopstart. Forældrene bliver introduceret til skolen og får blandt andet information og vejledning i, hvordan de kan understøtte deres børns trivsel, læseudvikling og talforståelse.

"Vi har et ansvar for at oplyse forældrene om, hvordan skolen har udviklet sig, siden de selv gik i skole. Der er nemlig nogen, der kan opleve at have svært ved at støtte deres børn i de udfordringer, de møder i løbet af deres skoleår. Det prøver vi at imødekomme," siger Lene Hammerby, skoleleder på Hobrovejens Skole. Hun fortæller også, at forældrene tager rigtig godt imod det her tiltag:

"Jeg oplever, at forældreskolen understøtter trivslen på en rigtig god måde i klassen og skaber relationer forældrene imellem. Mit mål er, at de bliver en stærk ressource i deres børns faglige udvikling," siger hun.

Begejstrede forældre ønsker det på flere skoler

I løbet af forældreskolen begynder forældrene at engagere sig på en anden og bedre måde og tiltaget er da også noget, forældrene selv sætter pris på:

"Vi har lært at læse med vores børn, vi har fået indblik i, hvordan lærerne og pædagogerne arbejder, og så har vi forældre ikke mindst lært hinanden godt at kende. Det synes jeg, man kan se på trivslen i klassen, fordi alle forældre er enige om, hvilke værdier der er vigtige," siger mor til Noah i 2.A, Malou Munch, der også er skolebestyrelsesmedlem. Hun håber, at flere flere skoler vil tage konceptet til sig:

"Jeg håber, at flere skoler vil lade sig inspirere af det her koncept. Det er en god mulighed for at styrke relationen til skolen og forældrene imellem. Og så er vi blevet bedre skoleforældre for vores børn, vi kan støtte dem bedre end før," siger hun.