Fortsat travlhed i Borgerservice

Lige nu har mange borgere brug for hjælp til at opsætte MitID, mens rigtig mange bestiller pas op til sommerferien. Samtidigt betyder overgangen til et fejlbehæftet IT-system og opgaven med folkeregistrering og oprettelse af MitID til ukrainere, at Borgerservice fortsat har forlænget sagsbehandlingstid.

"I Borgerservice gør vi, hvad vi kan, og lægger os i selen for at hjælpe de mange borgere, som har brug for vores hjælp. Lige nu har vi rigtig mange opgaver på én gang, og kombineret med et nyt og forfejlet IT-system betyder det, at der er mere ventetid end normalt på at få hjælp i Borgerservice. Vi holder ekstra åbent om morgenen, vi har oprettet muligheden for ekstra tidsbestillinger om lørdagen, og vi ansætter flere medarbejdere for at løse opgaverne. Vi håber på forståelse og beklager ventetiden," siger Torben Bugge, konstitueret chef for Borgerservice i Randers Kommune.

Det er især overgangen fra NemID til MitID, som betyder, at rigtig mange bestiller en tid i Borgerservice netop nu. Den ekstraordinært travle situation, som også præger resten af landet, har betydet, at Digitaliseringsstyrelsen har forlænget fristen for, hvornår man skal have fået MitID. Den nye frist er 31. oktober 2022.

"Vi oplever, at nogle borgere er lidt frustrerede over at skulle skifte fra NemID til MitID. MitID er indført for at leve op til de nyeste standarder for sikkerhed, så vi også i fremtiden kan færdes trygt på nettet. Vi oplever også, at vi skal hjælpe nogen, som har glemt deres adgangskode til MitID, så vi vil gerne opfordre til, at man bruger MitID alle de steder, hvor det kan lade sig gøre, så man får holdt det ved lige," siger Torben Bugge.

Borgere kan i de fleste tilfælde selv oprette MitID ved at besøge MitID's hjemmeside og finde hjælp på MitID's supportside.