Gang i salget af kommunale byggegrunde

Randers Kommune oplever en stigende interesse fra familier og byggefirmaer, der vil købe en byggegrund. Alene i år er der solgt grunde til at opføre 63 nybyggede huse. I samme periode i 2018 var der solgt grunde til 24 nye huse.

”Det går strygende med salget. Der er generel optimisme og velvilje blandt både købere og banker,” siger Sidsel Homann fra Grundsalg hos Randers Kommune.

Markedet har desuden ændret sig i forhold til salg af den nuværende bolig, og det sætter også skub i salget af byggegrunde:

”Man får generelt hurtigere solgt sit hus eller sin lejligheder i dag. Dermed er man også hurtigere videre til det nye hjem,” tilføjer Sidsel Homann.

Køberne kommer fra Randers og opland, men der er også købere fra Aarhus og andre kommuner.

Nye udstykninger på vej

Det hurtige salg betyder at Randers Kommune hele tiden løbende laver nye udstykninger. Lige nu er der omkring 100 byggegrunde til salg i varierende størrelser og prisleje.

”Vi har rigtig mange grunde og et varieret udbud, så vi har noget for enhver smag. Vi har både grunde tæt på byen og midt i naturen – og i mange forskellige prislejer, så alle kan være med,” siger Sidsel Homann.

Der er blandt andet nye grunde på vej i Romalt, Munkdrup og Havndal. Priserne starter ved 320.000 kr. inkl. tilslutninger for en byggegrund i Øster Tørslev tæt på Randers.