Helhedsplan for Over Hornbæk er godkendt og nu går fordebatten i gang

Byrådet har på mødet den 13. juni 2022 besluttet at godkende et forslag til en helhedsplan for Over Hornbæk, og forslaget kommer nu i fordebat i 8 uger. Undervejs vil der blive arrangeret et borgermøde.

Helhedsplanens synliggør, hvordan Over Hornbæks overordnede struktur for bebyggelse, veje, natur, vandveje og bassiner skal disponeres, inden der laves en mere detaljeret lokalplanlægning.

Helhedsplanens område omfatter et areal på ca. 60 hektar med plads til ca. 287 nye boliger. Området er i dag et kulturlandskab med hovedsageligt landbrugsdrift. Med planlægningen vil det over de kommende år udvikles til en ny bydel med boformer bestående af parcelhuse, rækkehuse, dobbelthuse, senior boliger i to etager, samt udlæg af grønne kiler, skovrejsning, rekreative forbindelser og vandbasiner.

Da der er tale om udvikling af en ny større bydel, som forudsætter ændringer af kommuneplanen, er det et krav i planloven, at byrådet skal indkalde idéer og forslag til planlægningen. Helhedsplanen skal derfor fremlægges i offentlig høring i 8 uger, inden den kan vedtages endeligt af byrådet. Undervejs i høringsperioden bliver der desuden arrangeret et borgermøde. Høringsmateriale og yderligere informationer om borgermødet bliver snarest tilgængeligt på www.randers.dk/høringer

Det vurderes, at Hornbæk Skole har kapacitet til at optage kommende børn fra området. Ligeledes vurderes det, at Hornbæks institutioner har kapacitet til at optage kommende børn fra lokalplanområdet. Hvis der opstår et behov, er der i helhedsplanens nærområde udlagt et egnet areal ejet af Randers Kommune til opførelse af en ny institution. Arealet er reserveret på hjørnet af Skovhulevej og Gl. Viborgvej og grænser op til en rekreativ grøn kile.