Hjælp med at indrette hjem til ukrainere der skal have bolig i Randers

Randers Kommune har oprettet et "boliglager", hvor alle kan aflevere møbler, køkkengrej, sengetøj og andet, der er nødvendigt i en startpakke for at kunne indrette en bolig. Formålet er hurtigt at have startpakker klar til ukrainere, der har fået opholdstilladelse og skal have bolig i Randers Kommune.

"Vi står overfor en opgave, hvor vi ikke kender omfanget, men vi ved, at vi kan forvente, at der kommer mange ukrainere, som får opholdstilladelse. Vi ved heller ikke, hvornår de ankommer. Derfor skal vi være klar og starter en indsamling af grej for at lave en så bæredygtig startpakke som muligt til ukrainere, der får opholdstilladelse. Vi ved, at der er mange dygtige genbrugsforretninger og gøres en flot, frivillig indsamlingsindsats, men af hensyn til forsyningssikkerhed og tempo, opretter vi nu et boliglager," siger borgmester Torben Hansen.

Når en ukrainer får opholdstilladelse, har en kommune fire dage til at stille med en bolig. Det forudsætter særloven.

Hvad kan man aflevere

"Har man møbler, gryder, bestik, viskestykker, sengetøj, glas, krus, som man måske alligevel ikke skal bruge længere, så modtager Boliglageret det meget gerne. Her vil der blive pakket en startpakke, ligesom vi vil have møbler klar til boligerne," siger Torben Hansen.

Åbningstid i Boliglageret er tirsdag og torsdag kl. 09-14. Boliglageret er placeret på Hvidemøllevej 7 i Randers.

Vær opmærksom på, at der ikke indsamles på genbrugspladserne længere. Alt skal afleveres på Hvidemøllevej 7. 

 
Ukendt men stort omfang

Boliglageret oprettes, fordi vi skal være klar til det meget store omfang, opgaven med at indrette boliger til ukrainere, der får opholdstilladelse, kommer til at have. Hvis de nuværende prognoser holder stik, skal Randers Kommune modtage op mod 2.000 ukrainere med opholdstilladelse. Dvs., et sted mellem 400-1.000 boliger - komplet udstyret. Det kræver forsyningssikkerhed.

"Det er vores forpligtelse som kommune, at vi som noget af det første, når vi modtager, kan anvise en indrettet bolig. Det, vi gør i kommunen, er at geare os til at kunne modtage rigtig mange ukrainere, som får opholdstilladelse i løbet af kort tid," siger Torben Hansen.

Sideløbende køber kommunen også udstyr både i lokale genbrugsbutikker og fra ny. Men der kan hurtigt opstå mangel og for at sikre, at volumen bliver stor nok, er der nødvendigt at lave en indsamling.

Fakta: Indhold i en startpakke

Listen over indhold i en bolig kommer fra kommunens Integrationsafdeling og svarer til den liste, man indretter boliger ud fra, når flygtninge generelt får opholdstilladelse. 

Sove og bad: Dyne, pude, sengetøj, håndklæder

Køkkenpakke: Gryder m/låg, stegepande, tallerkner, bestik, glas, krus, grydeske, skrællekniv, opvaskebørste, opvaskebalje, elkoger, støvsuger, viskestykker, termokande, knive, skærebræt, ostehøvl, piskeris

Rengøringspakke: Håndsæbe, opvaskemiddel

Behov for møbler: Sofaer, sofabord, spisebord, stole, lamper, senge, natbord, kommode/skabe/tøjstativer, tremmeseng, puslebord, klapvogn, barnevogn, forlængerledninger, lamper, pærer, gardiner/persienner.

Derudover donerer Dermapharm A/S en pakke til personlige pleje som består af 15-20 produkter som er relevante i badeværelset og i solen for en familie med 2 voksne og 2 børn.

Det er især ting til hyggelig indretning, køkkenting og legetøj, der mangler. Der samles ikke mad og skolesager mv. ind.