I kørestol og rickshaw til Fjordløbet

Når Fjordløbet i år skydes i gang fra Jens Otto Kraghs plads i Randers centrum, så er der både kørestole og rickshawcykler med i feltet. Det er Cykling Uden Alder, der deltager med et hold af frivillige cykelpiloter og ældre eller handicappede borgere i Randers Kommune.

16 personer fordelt på otte cykler udgør holdet Cykling Uden Alder, der skal køre med i årets udgave af Fjordløbet i Randers. Det er otte frivillige cykelpiloter, der kører på rickshawcykler, side-by-side cykler, og kørestolscykler med borgere fra plejehjem og borgere fra bosteder med psykisk og fysisk udviklingshæmmede.

Både ældreområdet og handicapområdet i Randers Kommune samarbejder til daglig med de frivillige cykelpiloter gennem organisationen Cykling Uden Alder.

”De frivillige gør en kæmpe indsats for vores borgere, der oplever en stjernestund med frisk luft og vind i håret, hver gang de kommer med på en cykeltur. Og det helt fantastisk, at vi kan samle så stort et hold til Fjordløbet,” siger Pernille Koldbæk Høgh, aktivitetsmedarbejder i Randers Kommune.

Holdet starter kl. 10.00 fra Jens Otto Kraghs plads og deltager på en 20 kilometer strækning.