Investeringer i sikre skoleveje fremrykkes

Som opfølgning på byrådets beslutning om at fremrykke anlægsarbejder som følge af coronakrisen havde Miljø- og Teknikforvaltningen udarbejdet et forslag til udvalget for Miljø- og Teknik om at fremrykke projekter til sikre skoleveje i årene 2021-2023, så der i stedet for 1,2 mio. kr. om året i de kommende tre år, allerede i 2021 bliver afsat i alt 3,6 mio. kr. til trafiksikkerhedsprojekter i Randers Kommune.

Forvaltningen havde foreslået tre "pakker", som Miljø- og Teknikudvalget kunne vælge imellem på deres møde den 2. juni. Udvalget indstillede, at pakke 1 blev godkendt - med den ændring, at forvaltningen har mulighed for i dialog med Assentoftskolen at flytte en krydsningshelle.

"Med vedtagelsen er der lagt op til, at alle farlige krydsninger og flere usikre strækninger på kommunevejene kan elimineres," siger udvalgsformand Frank Nørgaard. Han tilføjer, at det er forældrenes tryghed som er afgørende for, at børnene får lov at færdes på cykel eller gåben til og fra skole.

Den vedtagne pakke indeholder udover krydsningshellen i Assentoft:

  • en krydsningshelle og ændret afmærkning ved Hovedvejen/Bakkevænget ved Fårup Skole
  • fodgængerfelt inkl. "Torontoanlæg" på Glarbjergvej i Randers
  • hævet flade eller lignende ved Udbyhøjvej/Kærvejen i Øster Tørslev
  • krydsningshelle på Vellinggårdsvej/Rolighedsvej i Havndal
  • krydsningshelle på Harridslevvej ved sti til Korshøjskolen
  • krydsningshelle eller hævet flade på Gl. Viborgvej i Tånum - Hornbæk Skole
  • krydsningshelle på Tritonvej i Kristrup
  • flytning af fodgængerfelt med Torontoanlæg på Stationsvej/Grenstenvej i Stevnstrup

I marts 2020 besluttede Miljø- og Teknikudvalget en overordnet strategi for cykelstinettet, som indebærer, at stinet og -ruter opdeles efter funktion i forhold til, om stierne fungerer som hovedstier, skolekorridorer, som rekreative stier og/eller indgår i cykelruter.

Forvaltningen har drøftet forslagene til skolekorridorer med skolernes ledelse ved de fleste skoler i kommunen og har efterfølgende vurderet og analyseret skolekorridorerne og fundet tiltag, som kan forbedre skolekorridorerne og gøre dem mere trygge og sikre.

Udgangspunktet for udpegningen har været en analyse af mulige ruter, hvor der er faciliteter, som understøtter børn i at transportere sig selv fra hjem til skole.