Kom til Sportens Dag på Langvang Idrætscenter

Ti forskellige klubber. Ti forskellige idrætter. Området ved Langvang Idrætscenter har meget at byde på. Lørdag den 27. august kan børn som voksne prøve kræfter med de mange muligheder.

En del af Langvang Idrætscenter set fra luften. Lørdag den 27. august kl. 10-14 kan alle børn som voksne prøve kræfter med de mange muligheder, som der er på Langvang

Langvang Atletik- og Multihal inviterer sammen med de tilknyttede idrætsforeninger indenfor til en dag for hele familien. Mellem kl. 10 og 14 kan du prøve alt fra atletik, amerikansk fodbold til pool og taekwondo.

"I Randers Kommune har vi en målrettet strategi om at få flere til at interessere sig for idræt og bevægelse. Derfor er det også en fornøjelse at se, hvordan foreningslivet åbner dørene og giver mulighed for at afprøve forskellige idrætsgrene. Hvis man ikke selv har prøvet det, kan det jo være svært at vide, om en bestemt idrætsgren er noget for en, " forklarer projektkoordinator Sammy Elshikh fra Kultur & Fritid.

Det er helt gratis at prøve kræfter med de mange idrætsgrene for en dag. Der vil være forskellige opvisninger og sjove konkurrencer for hele familien. Idrætsforeningerne står også klar med råd og vejledning , der er blandt andet mulighed for økonomisk støtte i form af kontingent- og udstyrsstøtte til børn og unge, som kan have behov for dette.

"En aktiv fritid skal være for alle. Derfor vil jeg også opfordre til at man bruger dagen på at finde ud af om interessen er der. Efterfølgende er man velkommen til at kontakte os, hvis man vil hører mere om mulighederne for økonomisk støtte til kontingent og udstyr,"siger projektkoordinator Sammy Elshikh.

Til sportsdagen den 27. august er følgende idrætsgrene repræsenteret: Amerikansk Fodbold, atletik, brydning, BMX, boksning, fodbold, pool, senior krolf, orientering og taekwondo.

 

På hjemmesiden bevægdigranders.dk kan du læse mere om mulighederne for bevægelse i Randers Nordby og Randers kommune i øvrigt.