Kommunen fik revanche

Der har været gang i cykelhjulene i september måned på Regionshospitalet og på Laksetorvet i Randers Kommune. Her dystede 10 cykelambassadører fra hospitalet mod 10 ambassadører fra Laksetorvet om at få flest af deres kollegaer til at stille bilen og i stedet springe på cyklen til jobbet. Det blev cykelambassadørerne fra Laksetorvet, der endte med at tage revanche over ambassadørerne fra hospitalet:

Cykelambassadører fra Laksetorvet i Randers Kommune glæder sig over at have vundet kampagnen,” Vi cyklet i september.”

”Det er fedt, at vi vandt over ambassadørerne fra Regionshospitalet. Det havde jeg ikke forventet. Det skyldes sikkert, at vi som ambassadører er blevet bedre til at motivere vore kollegaer til at ændre transportvaner,”   fortæller Per Skjøth, cykelambassadør fra Laksetorvet i Randers Kommune.

20 cykelhold i sadlen på de to arbejdspladser

10 cykelambassadører fra Randers Kommune og 10 cykelambassadører fra Regionshospitalet har i syv måneder duelleret om at få flest kollegaer til at cykle til arbejde.  Ambassadørerne har blandt andet cyklet forrest i to cykelkampagnerne i maj og september måned. I september dannede hver ambassadør også sit eget cykelhold:

”Vi har haft en god holdånd på mit cykelhold i september måned. Alle, der havde mulighed for at cykle til jobbet, sprang i sadlen for at få mere motion og for at bidrage til fællesskabet. Jeg er stolt over det flotte resultat og mine kollegaers indsats,”  forklarer Per Skjøth.

Rollemodeller med engagement

De 20 cykelambassadører fra de to arbejdspladser har været i gang med at motivere deres kollegaer til at springe på cyklerne i syv måneder. Duellen mellem de to arbejdspladser slutter i oktober måned:

”Ambassadørerne har været meget engagerede og aktive igennem hele cykelforløbet. De har taget deres roller som ambassadører alvorligt og har cyklet forrest i arbejdet med at få flere af deres kollegaer til at ændre transportvaner. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med ambassadørernes i cykelprojektet, og jeg ser frem til at følge deres resultater den sidste måned af duellen,”  siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby.

Fakta

Cykelduellen på de to arbejdspladser er led i cykelprojektet ”Cykling i byen.”  I forbindelse med projektet bliver der anlagt cykelsti på begge sider af Vestervold i Randers, ligesom der er etableret flere p-pladser til cykler i centrum af Randers.