Kormusik solgt for Danmarks Indsamling

Sangkraft Randers har stillet sig gratis til rådighed for en virksomhed til fordel for Danmarks Indsamling 2023. Randers Banko har doneret 20.000 kroner for den gode sag. Det resulterer i en række sang-arrangementer.

Kristian Melchior fra Sangkraft Randers ved et tidligere arrangement

Første arrangement finder sted tirsdag den 31. januar under overskriften; Banko og Fællessang.

Kristian Melchior fra Sangkraft Randers spiller på guitar og der bliver sunget sange af blandt andre Kim Larsen og Benny Andersen.

Der er gratis entré. Ønsker du at spille banko koster det dog køb af banko-plader. Randers Banko giver kaffe til fællessangen.

Arrangementet afholdes hos Randers Banko, Mirabellevej 9 C, 8930 Randers NØ.

Om Sangkraft Randers

Som en ud af 17 danske kommuner har Randers et sangkraftcenter. Formålet er at styrke den lokale sangkultur. Centret blev etableret for et par år siden i en kommune, der i forvejen har en stærk sangkultur. Randers har tradition for at have mange kor – i kirker, på teateret samt i regi af foreninger og arbejdspladser. Med Sangkraft Randers bliver dette engagement styrket ved blandt andet at bygge bro og skabe koordination mellem fagpersoner, borgere og institutioner. Udover at understøtte udviklingen af et elitemiljø for sangere og korsanger er Sangkraft også med til at få mere sang ud på blandt andet skoler og uddannelsesinstitutioner. Sangkraft Randers er også med til at organisere større events. Den 4.-11. juni 2023 kan du for eksempel glæde dig til en sangfestival med arrangementer flere steder rundt i Randers. Feststivalen arrangeres i samarbejde med blandt andre Randers Kammerorkester, lokale kirker og musikhuset Værket m.fl.

Om Randers Banko

Det er en banko-hal på Mirabellevej 9, der åbnede dørene første gang den 27. marts 2022. Hallen er startet af en gruppe ivrige bankospillere, der har pendlet rundt i Østjylland for at kunne komme til et ordentligt bankospil. Derfor startede de deres egen hal.

Om Danmarks Indsamling

Randers er værtsby for Danmarks Indsamling, der sendes live på DR fra Værket den 4. februar 2023. I ugerne op til tv-showet foregår der en langt række indsamlingsaktiviteter, der løbende offentliggøres på www.randers.dk/danmarksindsamling. I 2023 støtter Danmarks Indsamlingen verdens sårbare børn: Med krig i Ukraine, tørke på Afrikas Horn, klimakrise, fødevarekrise og corona-pandemi er der brug for hjælp.

Verden brænder og det er børnene, der betaler den højeste pris. Børn der bukker under for sulten. Børn der må undvære livsvigtige vacciner. Børn der mister skolegang og bliver fastholdt i fattigdom. Randers Kommune koordinerer "Randers hjælper sårbare børn" og har løbende tæt dialog med Danmarks Indsamlingen om de lokale aktiviteter.