Krabbefodbold og traktortræk understøtter motorisk udvikling i Viborgvejens Børnehave

Ny rapport sætter fokus på børns motoriske vanskeligheder. Viborgvejens Børnehave har derfor indgået samarbejde med Vesterport Fysioterapi, der skal give pædagogerne konkrete redskaber til at udvikle børnenes motoriske kompetencer.

Fra venstre: Mikkel, Walde, Benedikte og pædagogen, Torben, fra Viborgvejens Børnehave. Øvelsen går ud på at bruge musklerne på bagsiden af kroppen og sin balance til at holde sig flyvende på bolden.

En ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed og Databasen Børns Sundhed viser, at seks procent af børn i 0. klasse har motoriske vanskeligheder. 29 % får mindst én bemærkning til motorisk udvikling ved indskolingsundersøgelsen hos sundhedsplejersken. Mange børn har svært ved eksempelvis at kaste en bold, hoppe eller holde balancen. Det påvirker deres sundhed og trivsel nu, men også senere i livet.

Viborgvejens Børnehave og Vesterport fysioterapi har derfor indgået et samarbejde, hvor de ældste børn, sammen med et par pædagoger, besøger Vesterport fysioterapi. Her bliver børnene udfordret kropsligt gennem leg, med henblik på at styrke deres motoriske forudsætninger, ligesom personalet bliver inspireret til en ny måde at tænke bevægelse. Børnehaven har besøgt Vesterport fysioterapi tre gange med cirka 10 børn pr. gang. Der bliver de taget imod af Christian Hagensen, der er fysioterapeut og far til et barn i børnehaven.

”Vi ønsker at invitere børnene til at udforske, eksperimentere og gøre sig erfaringer i et læringsmiljø med legen som omdrejningspunkt og bevægelsesglæde i højsæde. Christian har viden og kompetencer, som bidrager til sparring og brugbar viden, som kommer mig til gavn i mit arbejde i hverdagen,” siger Lotte Hansen, pædagog i Viborgvejens Børnehave.

Han har lagt et program, hvor børnene bliver udfordret bredt på både koordination, balance og rumfornemmelse. I flere af øvelserne skal børnene aktivere bagsiden af kroppen, bl.a. ved at løbe baglæns og spille krabbefodbold. Initiativet til samarbejdet kom fra Christian, som led i forældresamarbejdet i børnehuset Viborgvej.

”Det er beundringsværdigt, at pædagogerne vil gøre den ekstra indsats for at hjælpe børnene med motorikken, og så vil jeg gerne lægge lokaler til. Jeg har jo både pladsen og redskaberne. Jeg screener ikke børnene for motoriske problemstillinger. Børnene skal bare have det sjovt, mens jeg giver pædagogerne inspiration og præsenterer dem for anderledes måder at udfordre børnenes motorik på,” siger Christian Hagensen.

Samarbejdet spiller ind i Randers Kommunes visionsprojekt Bevæg Dig For Livet, som skal være med til at få flere borgere til at bevæge sig. Herunder at give personale gode vilkår for at arbejde med børnenes motoriske udvikling.

Christian Hagensen lærer børnene Fra Viborgvejens Børnehave, hvordan de laver øvelsen ”traktortræk”.