Kvalificeret viden medfører optimering og besparelser

En betydelig besparelse på arbejdstimer, det er til at forstå. Især når man bearbejder mange emner om året, så er det en optimering, der gør en forskel. Det mener Martin Stapelfeld, salgsdirektør og medejer af virksomheden Hein og Sønner, der er specialister i spåntagende bearbejdning.

Hjælpen til at opnå besparelsen kom fra forsknings- og udviklingscenteret DAMRC, som Randers Kommune har en samarbejdsaftale med. DAMRC, der er en forkortelse for Danish Advanced Manufacturing Research Center, er et videnscenter med særligt fokus på rådgivning og inspiration til procesoptimering i produktionen, specielt når det gælder fræsning, drejning og boring af emner i metal, plast og komposit. Samarbejdsaftalen mellem Kommunen og DAMRC betyder, at virksomheder i Randers Kommune gratis kan få besøg af DAMRC og dermed få adgang til den nyeste teknologiske viden. Hos Hein & Sønner var det procesoptimering gennem tap-test / modalanalyse, der gjorde forskellen, og sammen med DAMRC’s ingeniører fandt Hein & Sønner nye, vibrationsfrie og mere produktive parametre.

Martin Stapelfeld, salgsdirektør og medejer af virksomheden Hein og Sønner, der er specialister i spåntagende bearbejdning.

Fakta

DAMRC:

”Danish Advanced Manufacturing Research Center” (DAMRC*), der har særligt fokus på rådgivning og inspiration til procesoptimering i produktionsvirksomheder.

  • DAMRC er superspecialiserede når det gælder fræsning og drejning af emner i metal, plast og komposit
  • DAMRC kan optimere de værktøjer og maskiner virksomheden bruger i f.eks. en spåntagningsproces
  • DAMRC er Nordens førende indenfor VSR-Teknologien, der er et billigere og grønnere alternativ til varmeudglødning
  • DAMRC har stor erfaring med at samarbejde med små og mellemstore virksomheder.

Hein og Sønner:

Hein & Sønner A/S har meget stor erfaring med at fremstille kvalitetsprodukter. Firmaet er specialister i spåntagende bearbejdning, og behersker alle maskintekniske processer.

Firmaet har eksisteret siden 1878 (som motorfabrik), og har frem til i dag udviklet sig til en moderne fremtidsorienteret ordreproducerende virksomhed.

Hein & Sønner drives i dag af Martin Stapelfeld og Kurt Stilling og leverer til så forskellige brancher som vind, offshore og bioteknik.

Der var ingen her, der forstod, hvad vi skulle bruge DAMRC til, før vi oplevede den forskel, de kunne gøre i vores produktion, siger Martin Stapelfeld. Vi er blevet rykket med, men det kræver, man er åben-mindet og tør tænke ud af boksen.

Det med at tænke ud af boksen sker konstant hos Hein og Sønner, hvor det nye stærke makkerpar ved roret hele tiden fortsætter med at optimere på processer og arbejdsgange, men holder stærkt fast i det historiske kendemærke for virksomheden; nemlig levering af den aftalte kvalitet til den aftalte tid.

Virksomheden Hein og Sønner er en af Randers Kommunes ældste virksomheder og har en historie, der går helt tilbage til 1878. En af deres store styrker er medarbejderne, som er fagligt dygtige og har været i generationer i virksomheden. De ved, hvad de har med at gøre. Mødet med ingeniørerne fra DAMRC, så de i første omgang som spild af tid, men de er ligesom ledelsen blevet rykket i deres antagelser og har fået flere ideer til hvad, der kan lade sig gøre. Der er med den nye ledelse og blandt andet input fra DAMRC opstået en ny ”hvorfor-kultur”, hvor der stilles mere spørgsmålstegn ved, hvorfor maskinerne siger en mærkelig lyd, eller hvorfor tingene gøres, som de gør.

Trænger du og din virksomhed også til ny inspiration og viden, så betyder Randers Kommunes samarbejdsaftale med DAMRC, at det er muligt for dig, at få et gratis besøg af DAMRC, så vi sammen kan udvikle og optimere processerne i netop din virksomhed.

Tag derfor fat i os allerede i dag, hvis du vil høre mere om mulighederne for at stå stærkere i fremtiden.