Ledelsen i Randers Kommune finder inspiration hos private virksomheder

Direktører og chefer i Randers Kommune drog i samlet flok på besøg i virksomheden Makeen Energy onsdag den 23. oktober. Formålet var både at blive klogere på virksomhedens grønne strategi og samtidig få inspiration fra en privat virksomheds værdisæt, organisationsform og rekrutteringsstrategi.

Omkring 20 topledere i Randers Kommune sad med spidse øren, da de var på besøg hos virksomheden Makeen Energy, som holder til i den tidligere Vestas-bygning i det sydlige Randers. På mødet gav direktør Anders C. Anderson en introduktion til virksomheden og dens grønne strategi. Den består blandt andet i et samarbejde med Randers Kommune om at forvandle store mængder plastaffald til brændstof til eksempelvis skibe. 

Oplægget berørte også den private virksomheds værdisæt, og hvordan værdierne kommer til udtryk i de ansattes arbejde. Det handlede blandt andet om at sige tingene, som de er og at spille sine kollegaer gode. Derefter fulgte en introduktion til virksomhedens strategi for ansættelse og rekruttering af nye talenter.

Efter oplægget blev emnerne ivrigt diskuteret blandt Randers Kommunes direktører og chefer: Hvordan udvikler og fastholder man gode, sunde værdier for en stor, alsidig organisation? Hvad er en god rekrutteringsstrategi, og hvordan fastholder man sine talenter? 

”Det var spændende at blive klogere på, hvordan en stor international virksomhed arbejder med en grøn og bæredygtig strategi og forankrer det i FNs Verdensmål. Samtidig var det interessant at lytte til, hvordan en privat virksomhed arbejder med rekruttering. Vi har i Randers Kommune også for kort tid siden sat gang i en strategi for rekruttering i de kommende år,” siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.