Livsglæde for frivillige i Randers Kommune

De frivillige i Randers gør en kæmpe stor indsats for at tilbyde oplevelser, nærhed og stjernestunder til mennesker med forskellige udfordringer i livet. Nu tilbyder Randers Kommune en gratis foredragsrække for de frivillige, og første foredrag handler om livsglæde.

Nogle frivillige kører ture med ældre og handicappede borgere i rickshaws.

De arrangerer aktiviteter og udflugter, de besøger og beriger – og de giver noget af sig selv og deres tid til mange forskellige mennesker. De frivillige gør en utrolig stor forskel for mange borgere, og det vil Randers Kommune gerne anerkende.

”Vi tilbyder en række gratis foredrag om fysisk og mental sundhed, som de frivillige forhåbentlig kan få glæde af både personligt og i deres frivillige virke,” siger Birgitte Saksø, frivilligkoordinator i Randers Kommune.

Mandag d. 6. maj 2019 kan frivillige i Randers Kommune deltage i det første arrangement, som handler om at prioritere livsglæden og de små ting i hverdagen.

Netværk og inspiration

Den gratis foredragsrække for de frivillige består af seks oplæg fordelt ud over 2019 og 2020. Temaerne er blandt andet mindfulness, kost, bevægelse og demens. Der er plads til 150 deltagere ved hvert arrangement, og frivilligkoordinatorerne håber, at mange vil bruge anledningen til at møde andre frivillige.

”Det kan have stor værdi for de frivillige at mødes til arrangementer, hvor de har mulighed for at inspirere hinanden og måske danne nye netværk. Der opstår ofte nye idéer, samarbejder og venskaber blandt de frivillige, når de mødes,” fortæller Birgitte Saksø.

Alle foredrag foregår på Randers Sundhedscenter, og man kan tilmelde sig via det sted, man arbejder som frivillig.