Lokale Gazellevirksomheder fejret af Randers Kommune

Medarbejdere fra Randers Kommune Erhverv og Bosætning var i den forløbne uge rundt med en tidlig julegave til 25 lokale virksomheder, som i år havde fundet vej til Dagbladet Børsens liste over Gazellevirksomheder.

For at være Gazellevirksomhed i Børsens regi skal virksomhedens omsætning eller bruttoresultat i løbet af fire år være vokset med 100 procent eller mere. Det var der sidste år 1892 danske virksomheder, der formåede, og af dem kom 25 fra Randers kommune.

På grund af Corona-situationen bliver de 25 lokale virksomheder fejret lidt utraditionelt med en gave leveret til den enkelte Gazelle-virksomhed og en online fejring på et digitalt møde fredag  den 18. december med borgmester Torben Hansen.

"Jeg glæder mig meget til at hilse på årets Gazeller og ønske tillykke med, at virksomhederne har formået at skabe meget flotte resultater i en ekstraordinær tid. En tid hvor vi i særlig grad skal huske at fejre lyspunkterne," siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

De 25 Gazellevirksomheder i Randers Kommune anno 2020 er her listet op i tilfældig rækkefølge: Pro Industries Aps, Maretti Trægulve ApS, by Sølvtofte ApS, MH Byg ApS, Smart Retur Danmark A/S, Jysk-El ApS, AM PM ApS, Nordicon A/S, JC Engineering ApS, Mobilevalue ApS, Demstrup Hovedgaard A/S, Cabinet System A/S, Auning Transport ApS, Dannevang Auto ApS, Lyngholm Consult ApS, Prov International Denmark ApS, Holst Shipping A/S, Tømrer- Snedkerfirmaet ApS Keld Ellegaard Sørensen, Atea Transport ApS, Randers Arkitekten ApS, Nyt Syn Torvegade ApS, Collectaz ApS, AM-Rack ApS, Sushi Randers 2 ApS, Malerfirmaet Bonde ApS.