Lokale virksomheder laver ansættelser gennem jobcenteret

Virksomheder sparer tid og penge på deres ansættelsesprocesser ved at kontakte Jobcenter Randers. Det er resultatet af jobcentrets store fokus på gode relationer til det lokale erhvervsliv.

Jobcenter Randers' konsulenter på virksomhedsbesøg. Fra venstre: sagsbehandler hos Campen Auktioner Daniel Bording, Campen Auktioners driftchef Kristian Thestrup, jobkonsulent Jenitha Kiritharan, Campen Auktioners frontdesk-medarbejder Tanja Albæk Villadsen og virksomhedskonsulent Ole Würtz. Foto: Randers Kommune.

"I Randers Kommune går vi meget op i at have en god relation til det lokale erhvervsliv, fordi det sikrer, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de efterspørger. Samtidigt er det med til at sikre, at vi kan pege de jobsøgende i retning af nogle stillinger, som er interessante for dem, som de måske ikke selv har overvejet. Det har været vores ønske at være arbejdsgivernes foretrukne kontaktpunkt, når de skal lave ansættelser, og det lykkes vi med," siger Tine Arensbach, leder af Jobcenter Randers Erhverv.

Jobcenter Randers har siden 2015 specialiseret sin virksomhedsrettede indsats med afdelingen Jobcenter Randers Erhverv, som arbejder med at servicere det lokale erhvervsliv. Virksomhedskonsulenterne i Jobcenter Randers Erhverv hjælper virksomheder med alt fra rekruttering af medarbejdere, opkvalificering af ledige arbejdskraft, til at forebygge fravær og fastholde medarbejdere. En af virksomhedskonsulenterne er Ole Würtz, som til dagligt holder relationen til virksomhederne ved lige.

"Virksomhederne tager kontakt til os, når de skal rekruttere, og det er vores fineste opgave at tale med dem om hvilken arbejdskraft, de står og mangler. På den måde kan vi skabe den rigtige forbindelse mellem jobsøgende og arbejdsgivere, for vi kan tit se forbindelserne og det gode match, fordi vi bruger energi på at lære både virksomhederne og de jobsøgende at kende," siger Ole Würtz, virksomhedskonsulent i Jobcenter Randers Erhverv.

Virksomhedskonsulenterne arbejder tæt sammen med jobkonsulenterne i Jobcenter Randers, som til dagligt guider de jobsøgende i retning af arbejdsmarkedet - heriblandt unge, nyuddannede akademikere og andre højtuddannede, som søger det første job efter endt uddannelse.

"Særligt for de nyuddannede akademikere kan det være svært at gennemskue, hvilke stillinger man passer godt til, når man ikke før har prøvet at bringe sin uddannelse i spil i en rigtig stilling. Derfor er det godt, at vi kan sætte de jobsøgende i kontakt med arbejdsgivere, som kan se det store potentiale, de nyuddannede kandidater har for virksomhedens udvikling. Nyuddannede kandidater kommer med et åbent sind og stor teoretisk viden fra deres uddannelser, som de er klar til at bringe i spil i praksis, hvilket skaber dynamik og innovation ude i virksomhederne," fortæller Jenitha Kiritharan, jobkonsulent i Jobcenter Randers.

Campen Auktioner ansætter 12 gennem jobcentret

Auktionsvirksomheden Campen Auktioner har igennem de seneste 2½ år ansat 12 medarbejdere i samarbejde med konsulenterne i Jobcenter Randers. Det drejer som om medarbejdere med mange forskellige baggrunde blandt andet inden for logistik, kontor og IT samt sælgere.

"Vi bruger jobcenteret til at rekruttere, fordi de er supergode til at behovsafdække det, vi søger. Det er et godt og effektivt samarbejde, og der ligger hurtigt relevante CV'er, når vi kontakter dem," fortæller Kristian Thestrup, Driftschef i Campen Auktioner.

Ud over at have fokus på at ansætte folk med skånehensyn, har auktionsvirksomheden ofte brug for at ansætte højtuddannede, som kan være med til at udvikle virksomheden.

"De højtuddannede medarbejdere, vi har ansat, indgår i udviklingen af vores virksomhed og de er gode til at løfte blikket op og se, hvad der kan gøres bedre og justeres. Det betyder også, at nogle af dem nu sidder i nye roller end dem, de er ansat til i første omgang. De former sig i virksomheden og glider over, hvor de hører til," siger Kristian Thestrup.

Daniel Bording er uddannet kontorassistent med speciale i administration og ansat som sagsbehandler i Campen Auktioner, hvor han servicerer auktionssager. En stilling, han ikke selv var opmærksom på, da han fik den foreslået af jobcenteret.

"Det var min jobkonsulent i jobcenteret, som gjorde mig opmærksom på stillingen, og derefter skete ansættelsen rimelig hurtigt. Jeg tog ud til Campen Auktioner en dag, og vi snakkede, og så blev jeg tilbudt ansættelse. Jeg var ikke opmærksom på stillingen, da jeg ikke vidste hvordan auktioner fungerede, men tilgangen til sagsbehandling er den samme, som jeg har erfaring med fra tidligere," fortæller Daniel Bording.

En anden af Campen Auktioners nyansatte fra Jobcenter Randers er Tanja Albæk Villadsen, som blev ansat i virksomhedens frontdesk efter at være jobsøgende i to uger efter sin færdiguddannelse som kandidat i spansk sprog og kultur.

"Jeg er rigtig glad for at være her, for at arbejde med mennesker og kommunikere er lige mig. Ansættelsen skete så hurtigt efter jobcenteret havde sendt mit CV til Campen Auktioner," siger Tanja Albæk Villadsen.

Læs mere om hvordan Jobcenter Randers Erhverv kan hjælpe virksomheder med ansættelse, fastholdelse og opkvalificering her.