Mærkedagskasse får ældre til at huske igen

To medarbejdere ved Randers Kommune har opfundet en mærkedagskasse, som med stor succes sælges til kommuner i hele landet. Kassen får nemlig ældre borgere til både at huske, spise og snakke mere.

Hvad har Fandens fødselsdag, kyndelmisse og Mikkelsdag til fælles? Alle tre er mærkedage, som gennem tiden har haft en plads i den danske kalender. Mærkedagskassen, som Laura Lærke Linhave og Tine Rolapp fra Randers Kommune har opfundet, beskriver 52 af slagsen og skal give stof til en hyggelig snak blandt personale og borgere på landets plejehjem. Formålet med måltidskassen er at starte en samtale hen over middagsbordet, og når kortet læses op ude i plejecentrene, giver det anledning til, at de ældre borgere deler de tanker og anekdoter, som mærkedagen minder dem om.

En god idé

Tine fik idéen da hun en aften arbejdede sammen med en kollega, som oprindeligt er fra England:

"Min kollega var meget begejstret over, at hun skulle på arbejde dagen efter, for der var det Pandekagens dag. Og det var jo fantastisk, at de ældre borgere kunne få en ekstra oplevelse omkring middagsbordet, når de spiste pandekager og samtidig hørte min kollega fortælle om traditionen, og hvad den betyder i England. Bagefter tænkte jeg: Kan vi ikke gøre det samme med andre mærkedage?," siger Tine Rolapp, aktivitetsmedarbejder i Omsorg, Randers Kommune.

Sidenhen allierede Tine sig med Laura og i fællesskab udviklede de Mærkedagskassen, som beskriver 52 mærkedage med samtalekort, som kan stå på spisebordene, kalendere med en oversigt over mærkedagene og indkøbslister, der beskriver, hvad der skal bestilles hjem for at lave retterne, som passer til mærkedagene. I hver kasse findes der fem sæt af alt, så det kan bruges i flere afdelinger.

Flere gode effekter

Det er ikke kun hyggelige samtaler, som borgerne får ud af Mærkedagskassen. Faktisk viser det sig, at tiltaget også har gavnlig effekt på blandt andet hukommelsen, appetitten og fællesskabet.

"Borgerne lyser op fordi de mindes nogle ting, og når de kommer på banen med deres livserfaringer og historier, så oplever de, at de bliver set og hørt og får lov til at vise, hvem de er. Det medfører nogle hyggeligere måltider og også nogle måltider, der varer lidt længere tid. Det betyder, at der også bliver spist mere mad," fortæller Laura Lærke Linhave, aktivitetsmedarbejder i Omsorg, Randers Kommune.

På den måde er Mærkedagskassen også med til at afhjælpe problemet med småtspisende og undervægtige borgere ude på plejecentrene. Ud over den gavnlige effekt hos borgerne på plejecentrene, har opfinderduoen også fået positiv feedback fra plejepersonalet, som i en travl hverdag oplever det som en hjælpende hånd at have et konkret redskab at gå til i forbindelse med dagens måltider. Dette har ledt til en stor interesse blandt landets kommuner.

Interesse i hele Danmark

Det har hele tiden været Laura og Tines mål at hjælpe så mange som muligt med at skabe stjernestunder med det gode måltid som omdrejningspunkt. Derfor er de begge to stolte og glade for den store interesse, der er for projektet. Indtil videre har 21 kommuner fra hele landet investeret i en Mærkedagskasse og flere kommuner er vendt tilbage for at købe endnu flere. Mærkedagskassen kan købes ved at kontakte Tine Rolapp på tine.rolapp@randers.dk.

Se Laura og Tine fortælle mere om Mærkedagskassen i videoen herunder.