Mangel på arbejdskraft: Løsning drøftet af erhvervslivet og kommunen

Lige nu tørster private og offentlige arbejdsgivere efter medarbejdere, og ligesom i resten af landet er ledigheden lav i Randers kommune. Løsningen på udfordringerne blev drøftet af det lokale erhvervsliv, brancheorganisationer, kommunen og politikere på en konference i Randers Arena 4. maj 2022.

Virksomheden Prodan A/S fortalte om deres vellykkede indsats for deres seniormedarbejdere, som arbejder i virksomheden på gode betingelser, de fastlægger i samarbejde med ledelsen. Foto: Randers Kommune.

Borgmester Torben Hansen åbnede dagens program med ord om baggrunden for konferencen:

"Udfordringen med arbejdskraftmangel er kortlagt i Jobcenter Randers Erhverv arbejdskraftrapport for 2022, som er lavet på baggrund af interviews med 480 private og offentlige virksomheder fra Randers kommune. Der er især efterspørgsel efter medarbejdere med faglært baggrund og videregående uddannelser, og det kalder på effektive lokale løsninger. Jeg er glad for, at vi er samlet med repræsentanter fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, brancheorganisationer og kommunen for at drøfte og belyse de initiativer, som kan være med til at sikre, at vi kan skabe flere og bedre matches mellem arbejdsgivere og jobsøgende nu og i fremtiden," sagde Torben Hansen.

Første oplæg kom fra direktør ved Arbejdsmarkedskontor Midt/Nord (STAR), Anders Daugbjerg Stryhn, som opridsede den nuværende arbejdsmarkedssituation og den store udvikling, der er sket på arbejdsmarkedet inden for de seneste år i Randers, og som er resulteret i lav ledighed og mangel på arbejdskraft inden for mange brancher.

Inspirerende eksempler på ansættelser

Tre arbejdspladser var omdrejningspunktet for den livlige og konstruktive debat, da de kunne fortælle om deres situation og hvordan de har haft held med at rekruttere fra forskellige målgrupper. Virksomhederne Brødrenene Dahl og Prodan A/S havde taget henholdsvis unge og senior-medarbejdere med, som udgjorde inspirerende eksempler på, hvordan arbejdsgivere kan rekruttere og fastholde både unge og ældre medarbejdere ved hjælp af blandt andet mentorordninger, uddannelse og synlig ledelse.

"Virksomheder som Brødrene Dahl har held med at løse deres rekrutteringsproblemer ved at fokusere på at ansætte og uddanne unge - også unge som har psykiske udfordringer. Virksomhederne tager de unge alvorligt og giver dem ansvar, som de vokser rigtig meget med. Det giver glade og meget loyale medarbejdere," siger Tine Arensbach, virksomhedsservicechef i Jobcenter Randers Erhverv.

"Andre arbejdspladser som Prodan har held med at fastholde ældre medarbejdere ved at give en fleksibel afslutning på arbejdslivet. Det kan lade sig gøre ved at have en åben og synlig ledelsesstil, som gør, at medarbejderne tør komme til deres ledere. Det er gode eksempler på løsninger, som skaber et bedre, mere mangfoldigt og rigere arbejdsmarked i Randers," fortæller Tine Arensbach.

Områdecenter Borupvæget sluttede konferencen af med et oplæg om den store mangel på arbejdskraft, som fortsat præger sosu-området.

I efteråret arrangerer Randers Kommune en opfølgende konference, hvor også flere små og mellemstore virksomheder vil få muligheden for at byde ind med deres perspektiver på rekruttering og mangel på arbejdskraft.

Læs Jobcenter Randers Erhvervs arbejdskraftprognose 2022 her.