Mød din folkeskole

Fra september og frem til skoleindskrivningen i november inviterer folkeskolerne i Randers Kommune inden for til åbent hus og informationsmøder. Her vil de fortælle forældre til kommende 0. og 7. klasser, hvad de hver især står for og kan tilbyde.

Til november bliver der åbnet for skoleindskrivningen for de elever, der skal begynde i skole i skoleåret 2020/2021. Frem til november afholder folkeskolerne i Randers Kommune derfor åbent hus og informationsmøder, hvor forældre er inviteret til at komme og høre om, hvad deres lokale folkeskoler tilbyder og står for.

”Skolestart er en stor begivenhed, og det er vigtigt, at forældre får et godt indblik i deres lokale folkeskoler. Vi håber, at både de forældre, der allerede har truffet beslutning om deres barns skolevalg, og dem der er i overvejelsesfase, vil deltage i åbent hus og informationsmøderne på deres lokale folkeskoler. På den måde kan de lære vores skoler endnu bedre at kende, få besvaret deres spørgsmål og få lejlighed til at få skabt en god relation til skolen allerede inden deres barn er begyndt,” siger Steen Bundgaard, formand for skole- og uddannelsesudvalget i Randers Kommune.

De 19 folkeskoler i Randers Kommune inviterer inden for til åbent hus og informationsmøder på forskellige datoer fra september og frem mod skoleindskrivningen i november. På hjemmesiden www.randers.dk/aabenskole fremgår det, hvilke dage skolerne inviterer inden for.

Det står din lokale folkeskole for

Folkeskolerne i Randers Kommune gik sidste år i gang med en ny kommunikationsstrategi med det formål at gøre det tydeligere, hvad de hver især står for og kan. I den forbindelse fik folkeskolerne også lavet deres egne profilvideoer, der stiller skarpt på hver skoles særlige profil og kendetegn. Informationsmøderne og åbent hus-arrangementerne er også et led i denne strategi, der skal give forældrene et godt indblik i skolerne og de værdier, de bygger på.

”Vi har 19 gode folkeskoler i Randers Kommune og rigtig mange dygtige undervisere, der glæder sig til at tage imod nye elever i det nye skoleår. Det gælder både elever, der skal have skoletasken på for første gang, men også de elever, der skal begynde i udskolingen på en ny skole. Det vil vi rigtig gerne gøre klart for forældrene, og derfor inviterer skolerne nu inden for til åbent hus og informationsmøder,” siger Jesper Kousholt, skolechef i Randers Kommune.

Find tid og sted for informationsmøder og åbent hus-datoer på: www.randers.dk/aabenskole