Naturbussen: Første hold børn på besøg i Fussingø

Har du et barn, der snart skal starte i børnehave? Så har Randers Kommune nu lavet en ny dagtilbudsmulighed. Naturbussen transporterer børn fra Randers midtby til Fussingø Naturbørnehave, så flere børn kan få glæde af naturen i Fussingø. Tirsdag den 12. februar var det første hold børn med Naturbussen på besøgstur til Fussingø.

Første hold på 8 børn fra Jennumparken har været på besøgstur i Fussingø. Det sker i forbindelse med oprettelsen af Naturbussen, der er en ny dagtilbudsmulighed for børnehavebørn i Randers Kommune.

Besøgsturene er et initiativ, der er begyndt i uge syv. Hver uge vil Naturbussen på skift køre et hold børn til Fussingø Naturbørnehave sammen med faste pædagoger og medhjælpere. På den måde får børnene en oplevelse af, hvad det vil sige at gå i en naturbørnehave. Og efterfølgende kan forældrene vælge at tilmelde dem til den faste ordning, så de hver dag bliver kørt fra Jennumparken til Fussingø og tilbage igen.

"Vi har glædet os til at tage imod børnene og vise, hvad vi kan tilbyde. Med besøgsturene får børnene mulighed for at følge hverdagen i Fussingø. Her får de nogle rigtig gode oplevelser i skoven, hvor de får naturen helt tæt på. På den måde kan børnene prøve Naturbus-ordningen af, og så har forældrene mulighed for at tilmelde deres børn til den faste ordning med Naturbussen efterfølgende," siger Rikke Futtrup.

I første omgang er det børn fra Jennumparkens Børnehus, Lions Børnehus og dagplejen i Midt, der kommer på besøgsture til Fussingø.

Kaniner, udeliv og jord under neglene

Der bliver både nusset kaniner, klatret i træer og lavet aktiviteter om bålet, når Naturbussens børn besøger Fussingø Naturbørnehave.

"Vi har et stort fokus på, at det skal være en god oplevelse for børnene at være her. Og vi kan se, at de hurtigt finder sig godt til rette på vores udearealer, hvor der er masser af plads til at kunne boltre sig. Her får de en dag, hvor udelivet og nysgerrigheden på naturen er i centrum," siger Rikke Futtrup.

Fakta om Naturbussen

Naturbussen er en ny pasningsordning, der skal gøre det nemmere for flere børn at få glæde af naturbørnehaven i Fussingø. Børnene i ordningen har hjemme i Fussingø Naturbørnehave, og vil hver dag blive transporteret fra Børnehuset Jennumparken til Fussingø Naturbørnehave og tilbage igen til eftermiddag.

Alle børn i Randers Kommune fra 3-6 år kan indskrives i ordningen. Tilmelding til ordningen sker via den digitale pladsanvisning.

Skriv dit barn op her

Læs mere om Naturbussen her