Naturkortet runder besøg nummer 1.500.000

Randers Kommunes kort over natur og naturoplevelser har hver uge haft besøg af næsten 10.000 borgere, siden corona-krisen rullede ind over landet for tre år siden. Onsdag den 15. marts 2023 runder naturkortet besøg nummer 1.500.000.

Naturen var også i tiden før Covid 19 vores mest populære udflugtsmål, men naturinteressen fik sig et ordentligt boost under pandemien. Faktisk tredobledes interessen for naturen i forhold til tiden før corona, hvis man bruger antal besøg på Randers Kommunes naturkort som målestok.

Den store interesse for naturen og naturkortet har holdt ved gennem 2022 og 2023. Således er det blevet til endnu en halv million besøgende i det forløbne år.

Trafikken på naturkortet afslører, at Fussingø Skov, Gudenå og de bynære enge, Læsten Bakker, Sødringholm Skov og Fladbro Skov er de mest eftertragtede naturområder i Randers kommune, mens shelters, badevand og fiskeri er de mest efterspurgte faciliteter/aktiviteter.

Randers Kommunes kort over naturoplevelser indeholder mere end 450 interessepunkter. Heraf er ca. 100 forslag til gå-, vandre- og cykelture i by og på land.

Find inspiration til naturturen på www.randers.dk/naturkort

God tur ud i det spirende forår :-)