Ny jobbank skal sikre kommunalservice under Corona-krisen

Randers Kommune har taget initiativ til en jobbank, hvor medarbejdere og borgere kan tilmelde sig for at bidrage til den kommunale opgaveløsning under den svære situation, som vores samfund, står i netop nu. Jobbanken åbnede tidligere i dag - torsdag den 19. marts på randers.dk

"Vi står på alle måder i en helt særlig situation med risiko for på kort sigt ikke at kunne løse vitale serviceopgaver for borgerne i Randers Kommune. Vi kan få brug for alle hænder, og så er det rettidig omhu, at vi nu laver en jobbank," siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, der samtidig understreger, at der endnu ikke har været situationer, hvor det kommunale nødberedskab ikke kan følge med.

"Vi står endnu ikke i et akut problem med at have mandskab nok, men vi har som naturlig konsekvens af den aktuelle situation et stigende sygefravær, som vi skal være klar til at håndtere", siger Jesper Kaas Schmidt.

I Jobbanken søger Randers Kommune efter husassistenter, social- og sundhedshjælpere, social-og sundhedsassistenter, ernæringsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter

"Vi efterlyser lige nu folk til et ekstraordinært beredskab i vores omsorgsforvaltning og på socialområdet. Borgere, der bestrider de rette kompetencer og som har lyst til at gøre en ekstraordinær indsats i den nuværende situation, er mere end velkommen til at tilmelde sig i Jobbanken. Vi henvender os desuden internt blandt vores medarbejdere, hvor flere kan tænkes at have andre kompetencer end dem, de i deres daglige arbejde har i spil"

Tilmelder man sig i jobbanken, kan man blive tilkaldt som vikar. Lønnen vil være i henhold til gældende overenskomst. Man kan melde sig i jobbanken  her