Ny plan for beskæftigelsesindsatsen er vedtaget

Beskæftigelsesplan 2023 er Randers Kommunes overordnede plan for indsatsen på beskæftigelsesområdet i det kommende år. Den blev vedtaget af byrådet på mødet den 5. december 2022. Fra næste år er det ikke længere et lovkrav, at kommunerne skal lave årlige beskæftigelsesplaner, og planen er dermed den sidste. I Randers bliver en kommende beskæftigelsespolitik og strategi i stedet retningsgivende for indsatsen på området.

Randers Kommunes overordnede plan for beskæftigelsesindsatsen i 2023 er nu fastlagt og vedtaget af Randers Byråd på mødet den 5. december 2022.

Kommunerne skal hvert år udarbejde en beskæftigelsesplan for det kommende indsatsår, og Beskæftigelsesplan 2023 er primært en videreførelse af den tilsvarende plan fra 2022. Nyt i 2023-planen er mere vægt på at beskrive Randers Kommunes rammevilkår for beskæftigelsesindsatsen og en mere indgående beskrivelse af jobcentrets samarbejde med borgerne. Desuden vil der på indsatssiden i 2023 komme et nyt tilbud målrettet borgere med autismespektrumforstyrrelser.

Læs hele Beskæftigelsesplan 2023

Mål om flere i uddannelse eller beskæftigelse

Målene for indsatsen i Beskæftigelsesplan 2023 tager afsæt i kerneopgaven om at hjælpe borgere i uddannelse eller beskæftigelse. Systematisk opfølgning på udviklingen i indsatsområderne skal sikre, at Jobcenter Randers kommer i mål med beskæftigelsesindsatsen. Derudover indeholer beskæftigelsesplanen i lighed med tidligere år beskæftigelsesministerens vejledende mål for beskæftigelsesindsatsen i 2023, de såkaldte ministermål.

Beskæftigelsesministeren har valgt at videreføre ministermålene fra 2022 i 2023, da ministeren ønsker at fastholde kontinuitet i indsatsen. Ministermålene er derfor i 2023:

  • Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling.
  • Flere ledige skal opkvalificeres.
  • Flere ledige flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende.
  • Flere personer med handicap skal i beskæftigelse.
  • Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft.

Et forslag til Beskæftigelessplan 2023 har været i høring og du finder høringsmaterialet og høringssvar her

Beskæftigelsespolitik og strategi på vej

I en årrække har det været et lovkrav, at kommunerne skal udarbejde en beskæftigelsesplan, men kravet forsvinder næste år. Derfor vil Randers Kommune i stedet udarbejde en flerårig beskæftigelsespolitik og strategi, som kommer til at være retningsgivende for indsatsen på beskæftigelsesområdet.

Beskæftigelsespolitikken og strategien vil blive lavet i starten af 2023 og kommer til at tage udgangspunkt i den vision for Randers Kommune, som byrådet vedtog på mødet den 12. oktober 2022.