OLD RUN på Borupvænget Plejecenter

Tirsdag den 3. september begynder OLD RUN, der er et fire dage lange "motionsløb" på Borupvænget Plejecenter, hvor beboerne konkurrerer om, hvilken afdeling der kan gå flest gange rundt om plejecenteret. Det sker i forbindelse med Borupvængets aktivitetsuge, der byder på mange flere aktiviteter med fokus på bevægelse.

Inspireret af Royal Run, Nordic Race og de over 1.000 andre motionsløb, der i disse år er med til at få danskerne op af sofaen, har Borupvænget Plejecenter arrangeret OLD RUN - et fire dags "motionsløb", der skal give beboerne lyst til at bevæge sig mere. OLD RUN er en konkurrence på tværs af plejecenteret, hvor beboerne kæmper om, hvilken afdeling der kan gå flest gange rundt om plejecenteret.

"Det er vigtigt at beboerne er aktive, fordi det giver øget sundhed og fællesskab. De er sammen på en helt anden måde, og det er noget de har set frem til," fortæller Inge Schulz Knudsen, der er aktivitetsmedarbejder og frivilligguide på Borupvænget.

Konkurrencen, som er en del af Borupvængets aktivitetsuge, begyndte tirsdag den 3. september klokken 10.30. Her gik beboerne i samlet flok OLD RUN-ruten, og undervejs var der forfriskninger til dem, der havde brug for det. Men inden konkurrencen kunne skydes i gang var det vigtigt at de ældre havde udstyret i orden, og for beboerne på Borupvænget er det ikke løbeskoene, der er det vigtigste hjælpemiddel.

"Mange af vores beboere går jo ikke så godt længere, så mandag havde vi besøg af Hjælpemiddelhuset, der piftede beboernes rollatorer op, så de er i tip top stand til gåturskonkurrencen," fortæller Inge Schulz Knudsen.

Aktivitetsugen byder også på andre spændende aktiviteter, blandt andet onsdag, hvor plejecenteret får besøg af den lokale børnehave. Sammen starter de dagen med udendørs morgengymnastik klokken 10, hvorefter der er arrangeret aktiviteter for børn og ældre, så alle får mulighed for at få gang i musklerne. 

Aktivitetsugen slutter fredag klokken 11.00, hvor det afsløres, hvilken afdeling der har vundet OLD RUN.

Bevæg dig for livet Randers

Randers Kommune er visionskommune for Bevæg dig for livet, som er et nationalt samarbejde med et mål: Danmark skal være verdens mest aktive nation. Bevæg dig for livet er et samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og DGI. På landsplan er projektet støttet af TrygFonden og Nordea-fonden.
Motion er en kilde til sundhed, glæde og fællesskab. Den gode oplevelse med motion vil Bevæg dig for livet Randers gerne give videre til borgerne i Randers Kommune. Derfor arbejder vi for at skabe gode rammer for motion, så der også er motionstilbud for alle i Randers Kommune.