Områdefornyelse i Gjerlev går nu i gang

På mødet den 3. februar 2020 godkendte Randers Byråd et program for områdefornyelsen, der bliver realiseret frem mod 2022.

Gode rammer for fællesskabet og faciliteter, der styrker bosætningen. Det er blandt målene med en områdefornyelse i Gjerlev, som byrådet på mødet den 3. februar 2020 har afsat 3.5 millioner kroner til.

Områdefornyelsen har været længe undervejs. Allerede i efteråret 2017 godkendte byrådet et program for områdefornyelsen, men det viste sig, at planerne ikke levede op til Trafik- Bygge og Boligstyrelsens krav til områdefornyelsesprogrammer.

Derfor har forvaltningen i samarbejde med Gjerlev Lokalråd lavet et nyt program for områdefornyelsen, og med byrådets godkendelse, kan arbejdet nu gå i gang.

Tre forskellige indsatser

Områdefornyelsen består af tre forskellige indsatser. Borgerne ønsker, at udeområdet omkring aktivitetshuset bliver forbedret og omdannet til et nyt bevægelses- og aktivitetsområde målrettet byens børn og unge.

Desuden ønsker borgerne at øge trafiksikkerheden for især gående og cyklister ved blandt andet at etablere nye fortov på Hammergårdsvej og Ærteholmsvej. Og endelig er der afsat midler til at etablere nye grønne oaser i byen og til at forbedre adgangen til naturen i det hele taget.

Områdefornyelsen i Gjerlev forventes at blive gennemført i årene 2020-2022.