Orientering om sygedagpenge og ressourceforløbsydelse

Du har ret til at få genoptaget din sag, hvis du er blevet frakendt sygedagpenge eller ressourceforløbs-ydelse i jobafklaringsforløb med tilbagevirkende kraft. Det skyldes en dom fra Østre Landsret fra 4. maj 2018, som kendte kommunernes tidligere praksis ulovlig. Beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune har derfor besluttet at orientere om din mulighed for at få genoptaget din sag.

Hvis du mener, at din sag om standsning af sygedagpenge eller jobafklaringsforløb ved raskmelding kan genoptages, eller har du spørgsmål til det, så kontakt faglig konsulent Camilla E. Petersen på tlf 89157830 (sygedagpenge) eller Afdelingsleder Per Damgaard Petersen på tlf. 89157959 (Jobafklaringsforløb).

Tilbagevirkende kraft

”Tilbagevirkende kraft” betyder, at kommunen har standset udbetaling af sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse før den dag, hvor en borger modtog afgørelsen. Hvis Jobcenteret for eksempel har raskmeldt dig til en dato, der ligger forud for den dato, hvor du fik afgørelsen om raskmelding, så kan sagen om sygedagpenge genoptages. Det samme gælder jobafklaringssager. Bemærk at en mulig genoptagelse ikke gælder, hvis du af egen drift har genoptaget dit arbejde fuldt ud, eller har raskmeldt dig som ledig. Man kan normalt kun modtage ydelse i den periode, man er sygemeldt.

Forældelse:
Din sag kan være forældet. Det afhænger af en konkret vurdering i de enkelte sager.

Kommunen skal ved behandling af en sag om genoptagelse tage stilling til spørgsmålet om forældelse. De enkelte månedlige udbetaler forældes løbende efter tre år. Datoen for Østre Landsrets dom regnes som skæringstidspunkt for afbrydelse af forældelsesfristen. Det betyder, at krav på sygedagpenge, er kunne have været krævet udbetalt før den 4. maj 2015 som udgangspunkt er forældede – med mindre forældelsesfristen i det konkrete tilfælde har været suspenderet. Spørgsmål om forældelse afgøres derfor konkret i hver enkelt sag.

Modregning:

Kommunen skal tage stilling til, om der skal ske modregning i andre ydelser, du eventuelt har fået i den periode, som kravet om efterbetaling handler om. Man kan ikke få udbetalt to ydelser til forsørgelse samtidig.

Baggrund:

Østre Landsret afgjorde ved en dom 4. maj 2018, at kommunerne ikke kunne træffe afgørelse om, at sygedagpenge ophører med tilbagevirkende kraft, fordi borgeren ikke længere syg/uarbejdsdygtig (sygedagpengelovens §7). Ankestyrelsen orienterede i et nyhedsbrev (med henvisning til principafgørelse 40-18) den 29. juni 2018 kommunerne om dommens betydning. Og at den nye praksis betyder, at kommunerne og Ankestyrelsen skal genoptage sager, hvor der er truffet afgørelse om stop af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft til det tidspunkt, hvor det har været dokumenteret, at en borger ikke længere var uarbejdsdygtig/syg. Sagerne omfatter også jobafklaringssager. Østre Landsrets dom af 4. maj 2018 kendte kommunernes praksis ulovlig.