Populær børneby: 200 små nye Randersborgere

Befolkningstallet i Randers stiger, og børnefamilier fylder godt i statistikken. I 2021 har 200 små nye borgere åbnet øjnene for første gang i Randers Kommune. Det er en stigning på godt 14 procent siden sidste år ved samme tid.

Sundhedsplejen i Randers har travlt. De første måneder af 2021 har budt på det største boom i antallet af fødsler i kommunen i mange år.

"Det glæder mig meget, og overrasker mig ikke at høre, at flere, herunder mange børnefamilier har fået øjnene op for, hvor meget Randers Kommune og vores fællesskab har at byde på.  Der er udvikling både i Randers og de mange større og mindre byer i kommunen, hvor der er fokus på at skabe gode rammer for både børnefamilier og andre. Velkommen til alle og i særdeleshed til de mange nyfødte borgere, " siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Samtidig oplever Sundhedsplejen et stigende antal familier, der flytter til kommunen enten lige før eller lige efter en børnefødsel.

"De henvender sig ofte for at høre, om de kan nå at komme med på et hold med Familieiværksætterne, som er et populært tilbud til nye børnefamilier. Her er både mor og far med i en gruppe, som vi følger i det første år. Det giver en unik mulighed for netværk samtidig med, at de får undervisning i forskellige relevante emner," fortæller Anne Lise Buus Nielsen, leder af Sundhedsplejen i Randers Kommune.

Tættere på 100.000 borgere

Baby nummer 200 blev født d. 7. marts 2021, og samme dag sidste år havde Randers Kommune fået 175 små nye borgere at tage vare på. Anne Lise Buus Nielsen glæder sig over de mange nye små liv, og roser sine sundhedsplejersker for den store indsats, de lægger for dagen.

"Vi hører jo blandt de faggrupper, der bestemt ikke har fået mindre at se til under coronaepidemien, og medarbejderne løfter opgaven med travlhed under de særlige omstændigheder så flot," siger Anne Lise Buus Nielsen.

Et blik på befolkningstallet i Randers afslører imidlertid, at det ikke kun er Sundhedsplejen, der har travlt. Det samme gælder blandt andet for udbydere af boliger og byggegrunde.

"Det er særlig interessant at følge med i tilblivelsen af de mange nye lokalområder f.eks. Munkdrup og udviklingen i vores landsbyer og byer i kommunen, hvor vi også oplever stor interesse for og salg af vores byggegrunde," siger Torben Hansen.