Prisoverrækkelse og hæder til idrætslivet i Randers

Randers Cimbria modtog prisen som Årets Sportsnavn i Randers. Derudover blev der tirsdag aften uddelt seks andre priser til udøvere, ledere og klubber i Randers Kommune, da de årlige sportspriser blev uddelt. Og så var der en særlig hyldest til cykelrytter Mads Würtz Schmidt.

Randers Kommune fejrede og hyldede det lokale idrætsliv i Randers ved en ceremoni på Det Gamle Rådhus, hvor syv sportspriser blev uddelt.

"I er alle foregangskvinder og foregangsmænd for vores unge mennesker rundt om i kommunen. I er ihærdige, initiativrige og vedholdende, stærke karaktertræk som I giver videre ved at inspirere andre - både i og uden for jeres klubber. Tak for jeres store indsats. I er med til at gøre Randers til sin helt egen, " lød det blandt andet fra borgmester Torben Hansen ved prisuddelingen.

Årets sportspriser plejer at blive uddelte ved en stor sportsfest i Arena Randers, men tilbage i januar forhindrende Corona-pandemien den traditionelle overrækkelse. Derfor er priserne for sportsårets 2020 nu blevet overrakt med et halvt års forsinkelse.

Stærke basketherre blev Årets Sportsnavn

I sæsonen 2019-20 gav Randers Cimbria flere af de nærmeste konkurrenter baghjul, hvor det kun var Bakken Bears fra Aarhus, der præsterede et bedre grundspil. Så ramte covid-19 og sæsonen blev ikke spillet færdig. Det blev i stedet til en afgørelse ved skrivebordet med udgangspunkt i placeringen i grundspillet. Dermed sluttede Randers Cimbria sæsonen med sølv. Og selvom der naturligvis følger en vis ambivalens med hos spillere og øvrige omkring klubben ved at modtage sølvet på den måde, så viser bedriften alligevel en høj spilkvalitet og et stort niveau hos de lokale basketherre - netop derfor modtager de prisen som Årets Sportsnavn 2020. En pris der traditionen tro uddeles af Randers Amtsavis i samarbejde med Sparekassen Kronjylland og Randers Talent og Elite, der er kommunens officielle samarbejde for talentudviklingen i de lokale idrætsklubber. Med prisen følger en check på  20.000 kr.

Talentpris til ung venstreback

Der blev også udelt hæder til det 19-årige stortalent fra Randers HK, Ida Callisen Jørgensen. Venstrebacken har særligt gennem det sidste år gennemgået en kæmpe udvikling. Trods sin unge alder har Ida med sine forsvarsmæssige kompetencer spillet sig til en fast plads på Ligaholdet. Hun er en spiller, der yder maksimalt, uanset hvilke opgaver der venter på banen. Og så har Ida en uovertruffen professional indstilling til sin sport. De egenskaber udløser Talentprisen fra SIKR - de Samvirkende Idrætsklubber i Randers. Som organisation har SIKR uddelt Talentprisen siden 1951. Med prisen følger en check på 5.000 kroner.

Aftenens øvrige prismodtagere

Foruden priserne til de sportslige udøvere, var der også hæder til både klubber, trænere, ledere og nogle af breddeidrættens ildsjæle.

Folkeoplysningsudvalgets initiativpris gik til en forening, der har gjort en særlig indsats og som har bidraget til en positiv udvikling.  For år 2020 gik prisen til Randers Freja Håndbold, der lokal står for konceptet Kidz/Lykkeliga. Det er et fantastisk fællesskab for børn med handicap og udviklingsvanskeligheder. Holdet trænes af blandt andre Henrik Samson og Ulla Lundgaard, der hver lørdag træner en gruppe unge med specielle behov. Her får børnene muligheden for at spille håndbold og indgå i et fællesskab med andre som den, på en måde hvor de kan få lov til at være dem selv og dyrke sport med kompetente trænere som vejledere. Med prisen følger en check på 10.000 kroner.

Randers Talent & Elites pris for talentudvikling blev tildelt til 29 årige Jens Michael Hald Sørensen fra Randers Freja Atletik og Motion. Han er som træner tilgængelig for klubbens børn og unge syv gange om ugen i forbindelse med alle former for træning. Jens sidder også i klubbens Eliteråd, planlægger og afvikler træningslejre. Han er desuden medudvikler af konceptet bag et nationalt stangspringscenter som Randers Freja Atletik og Motion arbejder på at etablere.

Jens Michael Hald Sørensen er med sin klare vision for talentudvikling været med til at få flere stangspringere øverst på podiet ved blandt andet DMU - Danmarksmesterskaberne for de unge atleter. Med prisen følger en check på 5.000 kroner.

SIKR *s Rejselegat gik til en anden ildsjæl fra Randers Freja Atletik og Motion - nemlig Birgit Lund. Hun har i de seneste fire år været forbindelse- og informationsled mellem klubbens 23 børnetrænere og forældre i børnegrupperne for 6-12 årige. Det skete efter en længere pause i klubben. Tidligere har hun blandt andet været med til at startet børneatletikke op i Randers Freja Atletik og Motion. Med prisen følger en check på 5.000 kroner.

SIKR's Ungdomspokal blev overrakt til 20 årige Malthe Hvid fra RgF - Randers gymnastiske Forening. Han har trods sin unge alder erfaring som både gymnastikinstruktør, udvalgsmedlem, arrangementskoordinator, tumblingdommer, campansvarlig og meget andet i klubben. Malthe er nysgerrig, initiativtagende og har en stor lyst til at involvere sig i mange kroge af foreningslivet - både lokalt i RgF og nationalt i GymDanmark. I juni 2019 var han eksempelvis første gang floor-manager ved DM i TeamGym i Brøndbyhallen. Han er desuden den ansvarlige træner for foreningens konkurrence-hold for mini og junior piger. Ligesom han har været en del af trænerteamet omkring det ny opstartede mix konkurrencehold for seniorer. Med prisen følger en check på 5.000 kroner.

Årets lederpris fra Folkeoplysningsudvalget gik til ægteparret Kirsten og Jørgen Jørgensen for deres engagement i Marchklubben Nørrevang. Siden etableringen af foreningen for 40 år siden har de stået i spidsen af foreningen, der gennem tiden har ændret karakter. Marchklubben Nørrevang har altid på imponerende vis formået at forene motionsmedlemmerne og elitemedlemmer, da kapgang gjorde sit indtog i foreningen. I mange år havde Marchklubben Nørrevang landets ubetinget største og bedste ungdomsafdeling. Samtidig med at kapgængerne vandt næsten alt på nationalt plan blomstrede motionsafdelingen med motionsture i hele landet.
 
Kirsten og Jørgen har gennem en menneskealder motiveret børn og unge til at få motion, træne, yde sit bedste. I takt med at foreningens medlemmer er blevet ældre har deres arbejde ændret sig. Nu sørger de for motion til den lidt ældre del af Randers Kommunes befolkning med ugentlige vandreture og sociale arrangementer. Med prisen følger en check på 5.000 kroner.

Folkeoplysningsudvalgets initiativpris

Cykelrytter Mads Würtz Schmidt fik hyldest

Inden priserne for sportsåret 2020 blev uddelt fik Mads Würtz Schmidt en hyldest. Søndag den 20. juni 2021 blev der kørt DM i landevejscykling, hvor kampen blev sat ind for den eftertragtede Dannebrogs-trikot. Efter 227 kilometer med en fantastisk finale kom Mads Würtz Schmidt øverst på podiet.

Borgmester Torben Hansen sagde på vegne af hele kommunen stort tillykke til Mads med bedriften.

Efter en kort sommerferie skal  Mads i gang med træningen hen mod både Vuelta a España, VM i Flandern og Paris-Roubaix.

*Fotograf: Ole Jakobsen