Randers er hjemsted for flere nye filmproduktioner

Medlemskabet af Den Vestdanske Filmpulje kaster i disse måneder konkrete synlige resultater af sig i Randers Kommune. Kort tid efter at Regner Grasten er gået i gang med optagelserne til opfølgeren på ’Hvidstengruppen’ begynder optagelserne nu til to andre filmprojekter, der ligeledes er støttet af puljen. Randers bliver dermed omdrejningspunktet i kortfilmen ’Marble’ og YouTube-serien ’Panik’.

”Det er virkelig glædeligt, at produktionsselskaber og filmfolk for alvor har fået øje på Randers som et godt sted at producere film. Fra kommunens side har vi de senere år haft en målrettet strategi om at være en del af Den Vestdanske Filmpulje. Nu kan vi se, at det begynder at give resultater. I fremtiden vil vi være med til i højere grad at være motor for denne udvikling ved også at sikre gode muligheder for at lokale filmfolk kan netværke,” siger borgmester Torben Hansen.

Både kortfilmen ’Marble’ og YouTube-serien ’Panik’ udspringer af en stolthed over at være fra Randers. Instruktørerne på de to film-projekter er begge opvokset i området - og bor også begge i dag i Randers Kommune. Mens ’Panik’ er en comedy-serie om at bliver far, så har serien det underlæggende budskab, at man kommer hinanden mere ved i provinsen – og at det er fedt at være bosiddende i et lokalt område med et fællesskab, hvor man kender hinanden.

”Det handler blandt andet om at komme hjem til det, som man er rundet af,” fortæller filmens producent Jesper Jørgensen fra Wasabi Film.

Holdet bag kortfilmen ’Marble’ kommer i den grad også hjem, når optagelserne til filmen begynder den 27. maj. Hele syv ud af filmholdets kerne på i alt 19 unge filmfolk er opvokset i Randers. Nu vender holdet hjem for at optage ’Marble’ der senere på året vil blive vist på TV 2. Og på nær ganske enkelte undtagelser, er hele filmholdet i dag bosat i Østjylland.

Randers som filmby


At der nu bliver optaget flere film i Randers af folk, der er enten er bosat eller har rødder i området er ifølge chefen for Den Vestdanske Filmpulje, Steen Risom, langt fra en tilfældighed.

”I de senere år har puljen vokset sig større. Både statens og kommunernes engagement og interesse for vestdansk film er vokset. Det har producenterne opdaget. Og så har Randers nogle skønne områder, hvor det er oplagt at optage film. Samtidig er der en helt ny generation af filmfolk på vej som har relation til området. Det bliver derfor helt sikkert spændende at følge udviklingen i fremtiden, ” siger Steen Risom.

Den Vestdanske Filmpulje er altså med andre ord årsag til at flere og flere film nu bliver skabt i provision – langt væk fra hovedstaden, som ellers tidligere var kernen for dansk filmproduktion. 

FAKTA:

 

Om kortfilmen ’Marble’

Filmen handler om 5 årige Safa der går i skovbørnehaven Månehuset. Safa ser op til sin bedste ven Ludvig som en dag viser hende sin hemmelige hule i skoven. Inde i et hult træ har han samlet en skat af stjålne sager fra børnehaven. Legetøj, hjemmelavede dimser, chokoladepapir, en cykelnøgle og to store dinosaurer tårner sig op i den hemmelige hule. Safa fascineres så meget af hulen og universet som Lukas har skabt, at hun drister sig til også at stjæle for at få det samme. Safa ved godt, at hun gør noget forkert, men drives alligevel af en følelse af at få det, som Ludvig har. Men noget i Safa stritter imod og måske ligger det sande mod for hende i at gøre det modsatte af det, som Ludvig.

Marble bliver produceret af produktionsselskabet New Tales med base i Filmbyen, Aarhus.  Selskabet har stor fokus på udvikling af nye talenter i det vestdanske. Produktionen er lagt i instruktøren, Sofie Markussens, hjemby Randers. Størstedelen af optagelser vil foregå i og omkring naturcenteret i Randers, som ligger i smukke og naturlige omgivelser i Gudenådalen. Blandt andre locations i byen vil være den blå bro og den gamle bydel. Optagelserne vil ligge 5 dage i perioden 27.-31. maj - hvor der er blade på træerne og forår i luften.

Om YouTube-serien ’Panik’

Serien bliver fra efteråret vist på TV 2 Østjyllands YouTube-kanal og produceres af Wasabi Film, der hører til i Filmbyen Aarhus. Komikeren Christian Fuhlendorff er hovedforfatteren til ’Panik, der handler om at gå fra at være egoistisk drengerøv - til rollen som far. Serien skriver Fuhlendorff sammen med Morten Urup, der både er idemand og instruktør på projektet. Morten bor med sin familie i Randers Kommune tæt på Assentoft.  ’Panik’ er Morten Urups tredje serie. Han er blandt andet manden bag serien ’GG Horsens’, der med sine to sæsoner samlet set har rundet 9 millioner visninger.

I serien ’Panik’ følger seerne Mads og kæresten Vicky, der beslutter sig for at flytte til Vickys fødeby Randers. Her rykker Mads bag disken i Vickys fars forretning, der bliver opbygget i bydelen Kristrup. Optagelserne foregår rundt omkring i Randers fra den 25. maj. Af andre location på kan nævnes Randers Teater, Regionshospitalet og Randers Storcenter. Hovedrollen Mads bliver spillet af den fremadstormende komiker og tv-vært Victor Lander.

Af andre skuespillere i serien kan nævnes:

  • Skuespiller Ulla Vejby, der spiller Vicky, kæreste med Mads. Ulla har blandt andet spillet med i TV 2-serierne Badehotellet og Sygeplejeskolen.
  • Jonas Schmidt, som spiller den onde svoger. Jonas har gennem de sidste 20 år mange tv-udsendelser og roller bag sig – både som vært, komiker og skuespiller. Han har blandt andet også spillet med i ’GG Horsens’. 
  • Skuespiller, Kristan Halken, der spiller svigerfar til Mads. Han har blandt andet spillet med i film og serier som ’Anja og Viktor - Brændende kærlighed’, ’Kærestesorger’, ’Kapgang’ og 'Badehotellet'
  • Casper Harding, der spiller Niels, ansat i købmandsbutikken. Casper er YouTube-stjerne og blandt andet tidligere medvirkende i serien ’GG Horsens.
  • Stand-up-komiker, Natasha Brock, spiller Rikke, som er ansat i købmandsbutikken.


Om Den Vestdanske Filmpulje


Den Vestdanske Filmpulje er en forening, der økonomisk er støttet af staten. Bestyrelsen er sammensat af repræsentanter for de 10 kommuner, som er medlemmer af foreningen. Fonden støtter en lang række forskellige typer film- og medieproduktioner. Støtten gives til kunstnerisk interessante produktioner, som understøtter udviklingen af produktionsmiljøer i det vestdanske område.

 

Optagelserne er i gang til 'Marble' ved Gudenåen i Randers