Randers: Folkeskoleelever møder ind på HF

Samarbejde og hjælpsomhed på tværs af Vestervangsskolen og Randers HF og VUC gør det muligt for 200 elever på Vestervangsskolen at få en normal skoledag, når de skal møde ind i denne uge.

Ann Balleby, konstitueret rektor på Randers HF & VUC og Elsebeth Andersen, skoleleder på Vestervangsskolen, er klar til at tage godt imod både elever og lærere.

På Vestervangsskolen er det ikke helt uden udfordringer at skabe plads til de elever, der nu skal tilbage i folkeskolen. En sikker skoledag med retningslinjer og sundhedsmæssige krav om at holde afstand til hinanden betyder, at stort set alle lokaler på skolen er taget i brug af 0. - 5. klasserne. Derfor er der tænkt kreativt forud for genåbningen af skoledagen for de ældste klasser. For at undgå skæve og anderledes mødetider har Vestervangsskolen allieret sig med naboen; Randers HF og VUC.
 
Her er det nemlig indtil videre kun eleverne fra de seks klasser på anden årgang af HF, der må møde fysisk på skolen. Det giver plads til, at otte af folkeskolens klasser på 6. og 7. klassetrin kan modtage undervisning på Randers HF & VUC. Eleverne bliver fordelt på 12 lokaler og får deres egne toiletter og egen indgang.

"Randers HF og VUC har simpelthen løst en kæmpe udfordring for os. Det er altafgørende for os at kunne bevare den gode hygiejne, vi har haft på vores skole i løbet af den første genåbning. Vi vil bidrage til at mindske risikoen for at sprede smitte i samfundet, og det ville blive svært, hvis alle elever skulle være på vores egen matrikel her i næste fase af genåbningen. Så ville vi være nødt til at fordele elevernes timer, så nogle havde senere undervisning. På den her måde kan alle møde ind om morgenen, som de plejede før coronakrisen, og dermed få en så normal hverdag som muligt og få tid til sport og andre fritidsinteresser efter skoletid," siger skoleleder Elsebeth Andersen.

Randers HF og VUC er beliggende i samme bygningskompleks som Vestervangsskolen.

"Nu rykker vi så også ind i deres lokaler. Vi håber, at det her på sigt kan føre til et endnu tættere samarbejde mellem os. På den måde har coronakrisen også ført noget godt med sig. Vores elever kan gå videre på HF efter deres afgangseksamen, og ved at rykke ind på skolen i den kommende periode, bliver HF ikke bare noget, de har hørt om, men et sted, de kommer til at kende godt. Tidens mantra er jo, at vi skal stå sammen hver for sig, men her står vi faktisk sammen ved at rykke sammen, fordi det giver rigtig god mening," tilføjer Elsebeth Andersen.

Også hos Randers HF & VUC er de meget glade for samarbejdet, fortæller uddannelseschef og konstitueret rektor Ann Balleby.

"Vi har mødt hinanden med et godt humør, og jeg må sige, at jeg er enormt stolt over, hvordan vores uddannelsesinstitutioner de seneste to måneder har løst nogle helt nye og meget udfordrende opgaver. Det her er en ganske særlig tid for os alle sammen, hvor det er ekstremt vigtigt, at vi rykker sammen og hjælper hinanden igennem så godt som muligt. Vi glæder os meget til at tage imod eleverne og lærerne fra Vestervangsskolen. "

I fredags mødtes klassernes lærere fysisk for første gang siden coronakrisens udbrud. De var samlet på Randers HF & VUC til en introduktion.

Skolechef Jesper Kousholt roser det gode samarbejde og den kreative tilgang til at få løst opgaven.
 
"Det er et godt eksempel på den fælles holdånd og vilje, der er hos alle for kunne tilbyde vores elever en god og sikker skoledag. Det er skønt, at se hvordan forskellige aktører inden for uddannelsessektoren kan samarbejde for et fælles bedste".

Mandag den 18. maj mødte skolelærerne ind for at forberede den nye skolehverdag for eleverne, der møder ind tirsdag morgen.