Randers Kommune løber med titlen som den mest elevvenlige kommune

Danske Skoleelever har kåret Randers Kommune som Årets Elevvenlige Kommune. En pris, der tildeles på baggrund af fælleselevrådets store arbejde og kommunens målrettede indsats for elevdemokrati og godt undervisningsmiljø. Prisen blev uddelt lørdag den 6. april 2019 på Danske Skoleelevers generalforsamling.

Glade elever fra Randers Fælleselevråd til prisoverrækkelsen den 6. april på DSE's generalforsamling.

At være elevvenlig kommune vil sige, at man prioriterer at lytte til eleverne og styrke elevdemokratiet. Det formår Randers Kommune. Kommunens fælleselevråd, som består af elevrepræsentanter fra skoler i hele kommunen, er et af de mest velfungerende i Danmark. På trods af, at de kun er i gang med deres andet leveår, har de allerede formået at skabe flere gode initiativer til gavn for skolerne og gjort deres stemme gældende i flere sammenhænge.

”Da vi fik prisen, blev vi meget glade – vi fik et kæmpe adrenalinkick. Jeg vil gerne sige stor tak til resten af fælleselevrådet, som har gjort en kæmpe indsats det her år, men også en tak til kommunen, som altid støtter og hjælper os med vores fælleselevrådsarbejde,” siger formand for Randers Fælleselevråd, Daniel Mortensen.

Randers Kommune arbejder med elevdemokratiet

Rander Kommune er blandt de 42 kommuner i landet, der har underskrevet den elevvenlige partnerskabsaftale med elevorganisationen Danske Skoleelever. Det betyder, at kommunen forpligter sig til at arbejde aktivt med elevdemokrati. Randers Kommune har udvist stort engagement for elevdemokratiet og undervisningsmiljøet. Kommunen gør en særlig indsats for at høre elevernes meninger og holdninger til skoledagen.

”Vi er utrolig glade for at modtage prisen som Årets Elevvenlige Kommune. Elevdemokrati og elevinddragelse har meget høj prioritet i Randers Kommune, og derfor taler prisen lige ind i vores visions målsætning om inddragelse og elevindflydelse. Samtidig har vi et rigtig stærkt Randers Fælleselevråd med nogle elever, som gør en stor indsats for at blive hørt og gøre en forskel for skoleelever over hele Randers Kommune,” siger Steen Bundgaard, formand for skole- og uddannelsesudvalget i Randers Kommune.

Danske Skoleelevers formand er stolt

”Det gør mig enormt stolt, når jeg hører om, hvor meget eleverne i Randers Kommune udretter. De formår at lave sjove arrangementer, som samtidig engagerer eleverne i demokratiet. De skriver artikler til den lokale presse og har sågar udarbejdet en flot rapport til forvaltningen, som bygger på besvarelser på et spørgeskema udarbejdet af eleverne for eleverne,” siger Sarah Gruszow Bærentzen, formand for Danske Skoleelever.

Formanden for Danske Skoleelever sender også en opfordring om at blive elevvenlig kommune til resten af landets kommuner:

”Det er så megavigtigt, at kommunerne lytter til eleverne. Jeg håber, at alle kommuner ligesom Randers Kommune vil indgå en partnerskabsaftale med Danske Skoleelever, så vi kan få gjort hele Danmark elevvenlig,” siger hun.