Randers Kommune mangler cykelpiloter

Sidste år var Randers den by i Danmark, som cyklede flest frivilligture med ældre borgere. Nu efterspørger Randers kommune flere frivillige på grund af cykelturenes store succes.

Takket være en række frivillige cykelpiloter har de ældre borgere i Randers Kommune sidste år kunnet nyde ikke mindre end 1300 cykelture med rickshaw eller ladcykel. Cykelturene er en del af det nationale tiltag kaldet Cykling Uden Alder og er et samarbejde mellem handicap- og ældreområdet i kommunen. I Randers Kommune er 13 forskellige ældrecentre og bosteder for mennesker med handicaps tilknyttet.

Frivillig - også for sin egen skyld

En af de frivillige cykelpiloter hedder Vagn Mogensen. Han har været cykelpilot i et par år og er positivt overrasket over hvor meget han selv får ud af at være frivillig cykelpilot: ”Til at starte med var jeg betænkelig med at køre med beboerne, for jeg var ikke helt med på, hvordan man kunne snakke med de der ældre mennesker. Men jeg er blevet utroligt positivt overrasket over, hvor meget man for eksempel får at vide om de områder, vi cykler i. Så jeg er glad for, at jeg har fået lov til at være cykelpilot,” fortæller Vagn Mogensen.

Også plejepersonalet oplever, at beboerne kommer glade hjem med en masse nye sanseindtryk. Annette Vester, der er tovholder på cykelpiloterne på Borupvænget har med egne øjne set, hvordan beboerne liver op: ”De stråler som en sol, når de kommer hjem. De synes virkelig, at det er nogle gode oplevelser. De kommer altid med spørgsmålet: Hvornår skal jeg afsted igen?”

Bliv frivillig i et omfang, som passer dig!

Som frivillig cykelpilot bestemmer man selv hvor mange og hvor lange ture, man takker ja til at deltage i. Cyklerne er hjulpet af et batteri, så det er ikke hårdt arbejde, og centrenes plejepersonale står for at hjælpe borgerne på og af cyklerne. Fritidskoordinator Mette Birkemose Christensen forklarer:

”Det er ganske nemt at deltage; Hvis man har lyst til vind i håret, en hyggelig snak med en ældre randersborger og har friske ben, kan man blive cykelpilot. Når man melder sig som pilot, bliver man oplært i de praktiske ting, som er nødvendige, og man bestemmer selv hvilket omfang, man har lyst til at deltage i. Der afvikles også fællesture, hvis man har mest lyst til at cykle sammen med de andre frivillige, som man får et godt indbyrdes netværk med”.

At blive cykelpilot er en fleksibel måde at være frivillig på, som samtidig gør en stor forskel for de ældre medborgeres hverdag. Læs mere og meld dig som cykelpilot på www.cyklingudenalder.dk

Randers Kommunes cykelpiloter spiller ind i visionsprojekt Bevæg Dig For Livet, som skal være med til at få flere borgere til at bevæge sig. Målet er, at gøre Danmark til den mest aktive nation i år 2025. Læs mere om Bevæg Dig For Livet på www.randers.dk/borger/fritid/motion-og-leg/bevaeg-dig-for-livet/

Video:

Klik ind på linket herunder og hør Vagn Mogensen fortælle om, hvordan han blev cykelpilot og hvad han får ud af det. Du vil også møde Lene Andersen, årgang 1942, og høre hende fortælle hvorfor hun nyder cykelturene. Slutteligt fortæller tovholder for cykelpiloterne på Borupvænget om, hvordan hun oplever, at cykelturene giver de ældre borgere livsværdi, samt hvor let det er at blive cykelpilot i et omfang, som passer ind i din hverdag.

https://www.randers.dk/borger/aeldre/frivillighed/hvad-kan-jeg-lave/motion/cykelpilot/